Ankomsten er storslået. Ind gennem en skov, der lukker sig i en tæt grøn tunnel omkring vejen. Jeg kører langsomt og ruller vinduet ned. Skovbunden er knudret fugtig-frodig af mos og bregner, der står frem i enkelte lysninger under et selvlysende grønt tag af saftige forårsblade. Og så kommer jeg ud til lyset, himlen og havet. Bakkerne, skoven og stranden. Vandet, himlen og vinden.
Betydningen af arkitekturen i Svinkløv Badehotel findes ikke først og fremmest i dets bygninger. Deres forhold til landskabet er altafgørende for erfaringen af stemningen, og arkitekturen er et ensemble af tre grå træhuse distribueret ud i forskellige niveauer i terrænnet. Hovedhuset ligger tilbagetrukket på kanten mellem skoven og klitterne 200 meter fra vandet.
Til alle sider er man fri for andre moderne genstande end gæsternes biler på det vidtstrakte parkeringsareal, der er omgivet af klitter og forsvinder ud af syne og bevidsthed, når man bevæger sig de sidste meter op til hovedhuset. Her dyrker man langsomheden ved at mærke havets styrke, vindens blæsen og benmusklernes ømhed i de bakkede omgivelser.
På navneskiltet, der fylder gavlens bredde, står der »Svinkløv Badehotel.« – med punktum. Selvbevidst og definitivt. Man er ankommet til et fristed for moderne mennesker med fritid og overskud.
