Kommentar
Odenses sår heler
Det nye bykvarter i Thomas B. Thriges Gade i Odense lover godt for ideen om at veksle brede bilgader om til tæt bebyggelse, skriver arkitekturredaktør Karsten R.S. Ifversen i denne kommentar.
Thomas B. Thriges Gade var indtil for seks år siden en bred firesporet gade med tilhørende parkeringsarealer langs siderne. En asfaltørken, der løb fra Odense Havn i nord og tværs igennem Odense centrum, og et levn fra den tid, hvor man mente, at nøglen til en driftig byudvikling lå i at skabe fremkommelighed for bilerne. Gadegennembruddet blev vedtaget allerede i 1950’erne og stod fuldt udbygget i 1970 for blandt andet at give nem adgang til havnen, der dengang var en stor arbejdsplads og hjertet i byens økonomi. Sammen med jernbanens øst-vestgående skår blev det nye skær til et kors for byen. Operationen rev helt usentimentalt den gamle bykerne midt over, og det til trods for at gennemskæringen løb lige ved siden af et guldæg for turismen, H.C. Andersens barndomshjem.
I 2008 besluttede Odense Kommune, at såret skulle heles, halvdelen af Thomas B. Thriges Gade, stykket syd for jernbanen og op til rådhuset, skulle fyldes op med en solid fugemasse af bygninger, byrum og byliv. Fire år senere var Realdania kommet med på ideen, og tegnestuen Entasis blev udpeget som vinder af konkurrencen ’Fra gade til by’, hvor grundideen var at grave gadeforløbet ud til én stor parkeringskælder og lægge et låg ovenpå med gågader og en letbane, der kan mindske behovet for biltrafik.
Projektet skulle have stået færdigt i år, og den nye bydel er da næsten også fuldendt op mod jernbanen og godt på vej ned mod Albani Torv, selv om letbanen inklusive dens tilstødende belægninger i byrummene endnu blot er undervejs.
Forvandlingen er alligevel interessant at følge og kommentere allerede nu, ikke blot for Odenses skyld, men også for København og Frederiksbergs. På grænsen mellem de to kommuner står Bispeengbuen for måske at blive revet ned, biltrafikken ført under jorden og noget af Ladegårdsåen gravet frem igen. Hvad siger erfaringen fra Odense? Kan man hele en by efter bilismens værste ar?
Flot skaleret
Der er kun lidt at komme efter, hvis man leder efter interessante nye bygninger. Til gengæld er der flere gode byrum og ikke mindst en flot skaleret komposition af bygningskroppe. Odenses nye bykvarter i Thomas B. Thriges Gade viser til fulde, at byer og bydele er mere end summen af arkitekturen i dens huse. Fornemmelsen af en by skyldes til dels enkelte særlige enestående byggerier, men i høj grad kommer stemningen fra størrelsen på byens rum og det mikroklima, det skaber af lys, skygge, vind, varme, lyde og lugte.
Et nyt bofællesskab med fin have bag.
Bydelen er som en trappe og husene dens trin, her med Hotel Odeon i midten og bebobelse for og bag.
Thomas B. Thrige-kvarteret er en bydel, der på meget lille afstand skifter væsentligt i højde og drøjde. Fra lille til stor og igen stor til lille på få gader. Det giver mange nuancer af byfølelser på lille plads. Ja, måske nogen kan synes, det er en anelse for meget. Fra lilleputbyen omkring H.C. Andersens barndomshjem til højhuse, hoteller og kulturcentre. Store byggefelter møder bittesmå, lave huse er tæt på høje. Men Odense Kommune og Entasis har styret skalaskiftene og byrummenes størrelse godt. Det er i sidste ende skiftene, der får de store variationer til at fungere.
Skiftene er ikke abrupte, men i en naturlig optrapning og altid med en menneskelig fornemmelse for gaderummenes bredde og pladsernes størrelse. Skalaen er med til at gøre det nye kvarter til ægte odenseansk, selv om byen aldrig har set huse eller en komposition, der så netop sådan ud.
Det er sjældent at se nybyggeri i denne lilleputstørrelse i midten af en større dansk by
Senmoderne byrum kæmper mellem kapital og kreativitet. Kreativiteten er ofte en groft pixelleret arkitektur, der er smurt uden på en rationel byggemaskine. Enhver, der arbejder med oplevelses- og turismeøkonomi, ved dog, at der skal ægte variationer til. Kreativiteten er forudsætning for kapitalen: Et rigt og nuanceret bybillede med små butikker og mange pladser er mere værd end et bredt strøg med én ind- og udgang. Det giver bedre livskvalitet for de lokale, tiltrækker flere udefra og giver flere turister. Og så bliver værdien af kvadratmeterne højere.
Men når der skal investeres, går det ofte hurtigt. Så skal man have mest muligt for pengene her og nu – med store enheder og store byggeklodser fyldt med kædebutikker til følge.
I Odense er det lykkedes at få lidt af begge verdener. Man har med hjælp fra Realdania fået tæmmet den kortsigtede kapitalisme så meget, at, man har fået mange små huse med 10 procent detailhandel og mange blandede funktioner i byrummene.
P-kælder med by ovenpå
Realdania har flere steder i landet bekostet dyre underjordiske p-pladser for at fjerne biler fra overfladen og give mere plads til byliv ovenpå. Det har de gjort i biblioteket Dokk1 i Aarhus, Kvæsthusbroen (Ofelia Plads) ved Skuespilhuset og under Blox i København, men intet sted er p-anlægget så stort og byrummet så givende for byen som i Odense.
Om end de kan minde om overdimensionerede kloakrør, giver de runde søjler med markante kapitæler en herligt barok karakter til det store underjordiske byrum. Der er nedkørsel til 1.000 p-pladser fra begge ender af anlægget, og det har, som mange bilister har opdaget, givet mulighed for at benytte kælderen som en gennemfartstunnel, selv om den ikke er bygget til det.
Parkeringskælderen har en klar gul farve, som viser vej til udgangene.
De runde søjler med konisk kapitæl giver karakter i det store underjordiske byrum
Udgange er bygget ind i husrækkerne.
Gul maling på vægge, loft og gulv indrammer fodgængerpassagen og fortæller, hvor letbanen løber ovenover. Det er med til at orientere brugeren, der nemt kan finde hen til en af udgangene, der bygget ind i husene ovenpå.
Husene er afhængige af, hvor søjlerne står, og på den måde har tegnestuen Entasis, der har stået for masterplanen og p-kælderen, haft godt styr på, hvordan bydelen kunne udfolde sig. Den er praktisk talt en stor bygning med knopper i form af huse i forskellige størrelse ovenpå.
Højhus er kvarterets vartegn
Det højeste, TBT Tower, står ved den nordlige indgang og måler med 60 meter kun 3 meter under Albani Kirkes tårn, Odenses højeste punkt. Tårnet er tidstypisk med sin mørke kobberbeklædning, de meget store vinduer i forskudt rytme og sin abrupte afskæring mod himlen. En fin detalje er, at facaden knækker og følger forløbet af Østbanegade; desværre er den ikke tilsvarende moduleret på de tre øvrige sider, hvor den fremstår tungere.
Der er forsøgt at gøre lidt ved bygningens relief med indeliggende altaner og vinduer, der ikke går helt i flugt med facaden. Alligevel kunne man godt have ønsket en stærkere og mere elegant arkitektonisk behandling af bygningen, der står som vartegn for og port ind til det nye kvarter.
Sammen med kulturhuset Odeon og Hotel Odeon giver det en solid tæt storbyfornemmelse, med gyder og nedgange til p-kælderen lagt ind i husene.
Selv i en baggyde mellem kulturhus og hotel er der gjort noget ud af belægningen.
Det grænser op til et letbanestoppested, der er blevet en del af bygningen. Banen smyger sig helt op ad huset, der trækker sig tilbage i stueetagen i en overdækket passage, der både er perron og fortov i et. Loftet i overdækningen er beklædt med trælister, og fortovet er belagt med glasbyggesten, der sender den gule farve fra p-kælderen op under fødderne. Det er fine detaljer, der alt sammen viser, hvordan den nye bydel tager hånd om de gående og har styr på den helt lille skala.
Overdækket fortov med letbanestop.
Hotel Odeons forplads.
Den gule farve på fortovet er tilmed særlig odenseansk.
De fine huse
Undtagelsen fra det middelmådige byggeri er den lille Oluf Bagers Plads, som Praksis Arkitekter har tegnet. Her er der skruet usædvanligt højt op for detaljeringen med rundbuer i stueetagen, afskårne hjørner og mønster i murværket. Pladsens belægning spejler buerne, og det er blevet to fine små huse. Skalaen er sublimt læst, og det er sjældent at se nybyggeri i denne lilleputstørrelse i midten af en større dansk by.
Oluf Bagers Plads med nye huse af Praksis til venstre og yderst til højre i billedet.
Alligevel er detaljeringen løbet lidt af med de ellers så dygtige arkitekter, der blandt andet står bag Forskerboligerne i Carlsberg Byen og genopførelsen af Svinkløv Badehotel. Pladsen bliver lige parfumeret nok. Der er ikke et hjørne, der ikke er berørt, ikke en flade, der ikke er masseret, og så er der alligevel tre firkantede kviste på taget med tykke inddækninger, der ser fremmede ud på huset med buerne i stueetagen. Samlet bliver udtrykket mere levende og skægt, end det er skønt. Og det er da noget.
Det skønne i Thomas B. Thrige Gades omdannelse ligger ikke i dens nye huse, men i rytmen af de fint skalerede byrum, de gode smøger og passager. Rumligt er der gjort noget rigtigt i den omdannelse. Men da der endnu er nogle år til, at man kan opleve den i fuld funktion og letbanen kører gennem gaden, så venter vi med at uddele hjerter til omlægningen.
