»Et samfund kan være så stenet/ at alt er en eneste blok/ og indbyggermassen så benet/ at livet er gået i chok.// Og hjertet er helt i skygge/ og hjertet er næsten hørt op/ til nogen begynder at bygge/ en by, der er blød som en krop«.
Inger Christensens skrev digtet i 1969 i bogen ’det’, der siden er blevet til en sang i Højskolesangbogen med musik af Troels Trier.
Om det gjaldt den skarpskårne ligusterhæk i parcelhuskvarteret eller den maskinklippede fællesgrønning mellem højhusblokkene, var 1960’ernes og 1970’ernes bebyggelsesplaner og haverum næsten alle udlagt efter retvinklede principper: orden, overskuelighed og klare matrikelgrænser. De fleste steder i modernitetens byrum mærkede man den rationelle lineal, de var tegnet efter.
I systemdigteren bankede et hjerte for den organiske by, og netop Christianias fristad, der blev etableret 2 år efter digtets udgivelse, og som i dag fejrer sin 50-års dag, kom til at repræsentere denne form for romantisk tilbagevenden til naturen i en bydel, der i hvert fald ser ud, som om den er blød som en krop.
