Slædehundene glammer om ørerne på mig, da jeg kommer gående inde fra byen. Lugten af deres afføring bæres med vinden gennem den frosne luft. Jeg går spidsrod mellem fritgående nysgerrige hvalpe og lænkede voksne hunde, som knurrer fra vejkanten. Jeg har hørt, at de ikke får så meget at spise i sommerhalvåret, hvor de ikke arbejder. Jeg føler mig som deres næste måltid. Spadsereturen op gennem dette fjeld af hylende hunde giver i hvert fald en særegen ankomst til Grønlands mest markante stykke nyere arkitektur, Isfjordscenteret i Ilulissat.
Ilulissat, der af ældre danskere også vil være kendt ved sit gamle koloninavn, Jakobshavn, er Grønlands tredjestørste by med knap 4.700 indbyggere. Den er smukt beliggende nord for polarcirklen med farverige, ensartede huse i et kuperet terræn, der kigger ud over Diskobugtens farvand med isskosser og -bjerge. Under en høj nattehimmel så jeg dem oplyst af nordlys.
Lidt skuffende måske kigger Isfjordscenteret ikke ud over den navnkundige isfjord, men ned over en lille sø og ind i en bjergkam, der rejser sig over den. Centeret ligger nemlig på byens bagside på den anden side af det store område, hvor slædehundene hører til. På et højt plateau – en tidligere helikopterlandingsplads.
Men inde fra centeret og oppe fra dets offentligt tilgængelige tag kan man kigge ned gennem en slugt til isbjerge i fjorden. Lige ved siden af kan man dog også gå op ved byens gamle kirkegård og få et bedre udsyn. Så trods centerets åbne karakter som en glaspavillon udgør dets placering hverken et højdepunkt i landskabet eller en særligt privilegeret position i oplevelsen af den fredede natur.
