Munchs malerier ryster mig. Ensomheden, angsten, begæret, døden. Ingen billedkunst formår som hans at sætte sig i kroppen. De eksistentielle temaer flår og river på 100 års afstand. Han var min første store kunstoplevelse, dengang jeg var 18 år, og dørene til sindet stod helt åbne. Giften virker stadig 35 år senere. Munch er så stærk, at jeg bliver ked af det. Svag i knæene, ensom i sjælen. De lange rulletrapper mellem etagerne bliver som den uendeligt lange bro i ’Skriget’.
Det nye museum for Nordens største maler, rejst ude på en mole i havneområdet Bjørvika, giver mig atter denne intense oplevelse. Arkitekturen virker på mig som en tro tjener for kunsten. På den måde er det god museumsarkitektur, den spanske tegnestue Estudio Herreros har leveret til Oslo Kommune. Den formår det vigtigste.
Fra rulletrappen ser jeg ud gennem facaden. Den er beklædt med glas og genbrugt aluminium, der er blevet foldet, så den bølger, og perforeret, så den bliver transparent. Hver gang jeg har været inde i mørket i et galleri, kommer jeg ud til denne transportfacade, hvorfra jeg kan skimte Operaen og resten af byen. Lyset, der slipper igennem, er diffust og gråt, farvet af facadematerialet, de grå terrazzogulve og stålkonstruktionen, der holder facaden. En stemning af forfinet postindustriel tristesse.
Rejsen ind og ud af kunstens koncentrerede haller minder om den i Pompidou-centret i Paris. Her i Munch-museets smalle 13 etager er opstigningen blot mere accentueret. Øverst munder den ud i en åbning, hvor aluminiumsbeklædningen hører op, og huset med glas fra gulv til loft læner sig ind over udsigten til det gamle Oslo. Folk med højdeskræk holder sig flere skridt fra kanten. Langt inde på det gulv, der heroppe er i lyst træ. Jeg stiller mig helt ud. Dette er forløsningen, som arkitekturen lover. Det er derfor, den har dette knæk i sit ydre, det er derfor, den har dette glas. For hvad er ellers målet for et dagslysskyende museum med at rejse sig op i et højhus?
