Udefra ligner Ibihavens sorte træbygning med fladt tag uden udhæng en ordinær rækkehusbebyggelse. Små private haver ligger side om side, og på første sal er der altaner. Yderst er der parkeringspladser. Men bebyggelsens to lange og let forskudte rækker er bygget sammen i hver ende, og mellemrummet er overdækket, så det tilsammen danner et stort indre atrium.
Herinde dufter der godt af fyrretræ, muld og et væld af forskellige planter. Det er lidt som at komme ind i en planteskole. Her er ikke helt så koldt som udenfor, men rummet er heller ikke opvarmet. Lyset er filtreret gennem et tag af plastikplader, der giver et lidt kedeligt diffust gråligt lys, der lægger sig over den flotte myldrende tømmerkonstruktion og de lyse fyrretræsfacader. Gulvet er belagt med gulbrune teglsten, og der hænger rispapirlamper fra loftet over almindelige indendørs borde og stole. Det er som at være udenfor og indenfor på en gang.
Plasttaget rejser sig midt over hver bolig, så man får et motiv af gavlhuse, der står skulder ved skulder. Første sal er omkranset af en bred svalegang i sort stål, og under taget ligger en tilsvarende sort kabelbakke som en solkasket, der markerer kantzonen til lejlighederne. Her træder man ind i privatzonen. De 76 lejligheder vender nemlig alle sammen hoveddøren ind mod atriet.
Det er hjertet i bebyggelsen Ibihaven, der ligger i Slagelse i et nyt parcelhusområde i udkanten af byen. Den arkitektoniske detaljering fortæller, at bebyggelsen som så mange andre fællesskaber vender ryggen til omgivelserne.
