I 1967 skrev journalisten Bodil Graae Kroniken ’Børn skal have hundred forældre’. Den tog barnets perspektiv og fortalte, hvordan samfundet ikke længere var indrettet på børns præmisser med to udearbejdende forældre. Alternativet, hun skitserer ved blandt andet at henvise til israelske kibbutzer, er en kollektiv bosættelse, hvor børn kan løbe ind og ud hos hinanden, og man på skift kan blive passet af hinandens forældre.
Kroniken blev ikke bare en vigtig reference for flere af tidens bofællesskaber. Da den indeholdt en opfordring til at kontakte Bodil Graae, hvis man havde interesse for hendes tanker, blev den anledning til opførelsen af et bofællesskab, Sættedammen fra 1972.
Men de fem år mellem avisartiklen og indvielsen af bofællesskabet var fulde af forhindringer. Pionererne var oppe imod andet end gamle boligvaner. Realkreditselskaber kunne ikke umiddelbart låne ud til et fællesskab. Det kostede en høj rente og særlige bindinger at få finansieringen på plads. Og der var stadig langt fra drøm til virkelighed. Man ønskede sig individuelt udformede boliger, men for at få enderne til at mødes, måtte projektet tegnes om og reduceres ad flere omgange, og selv efter at flere familier havde kastet håndklædet, fordi de ikke længere havde råd, endte man med et modulært byggesystem.
Men bebyggelsen, der ligger i Ny Hammersholt i Nordsjælland, blev ganske vellykket med store boliger på 140-220 m2 tegnet af Theo Bjerg og Palle Dyreborg. Førstnævnte skrev i en 25-års jubilæumsskrivelse: »Sættedammen udstråler en usædvanlig åbenhed og tolerance, selv om bebyggelsen også slår en ring om sig selv både fysisk og ideologisk – det er vel kollektivets paradoks?«.
