Selv verdens stærkeste superhelt kommer til kort, når han møder ind på kontoret. Superman, der ellers kan flyve frit omkring, se igennem alt og klare enhver forhindring, er en fumlende funktionær, når han som Clark Kent underkaster sig kontorarbejdets konformitet.
Ja, hele hans fortællemæssige dynamik udtrykkes i kontrasten mellem de snærende bånd i arbejdspladsens dresscode med stiv hvid skjorte og læsebriller, der hæmmer røntgenblikket, og så det enorme kropslige potentiale, der endelig frigøres, når han klæder om til gymnastikdragt og rød kappe.
Clark Kent er ikke unik. Han er alle kontorarbejdere. Vi beriddere af kontorstole med kevihjul bliver på film og i tv ofte skildret komiske og ineffektive, hvis vi da ikke har succes og derfor er usympatiske og menneskefjendske. Der er langt mellem skildringen af skrivebordshelte.
Kontoret fremstilles som et sted for ensretning og undertrykkelse. Et sted at bryde ud fra. Latterligt som i komedieserien ’The Office’, i Lars von Triers komedie ’Direktøren for det hele’ eller i så godt som enhver amerikansk politiserie, hvor det at blive idømt stillesiddende papirarbejde er det værste, der kan overgå en betjent.
