H.C. Andersens hus har jeg kendt indgående siden min barndom. Ja, jeg har holdt det mellem mine hænder utallige gange i en plastikmodel størrelse H0, 1:87. Det var det første hus, jeg fik til min modeljernbane. Et vinkelhus med et stort rødt tegltag over et bindingsværk malet gult over stok og sten. Jeg tænkte, at det da ikke var så ringe en bolig endda, og havde svært ved at helt at forene det med udpræget fattigdom. Indtil jeg ved en behjertet museumsinspektørs mellemkomst i dag forstår, at hele fem familier, 19 mennesker i alt, boede til leje der på Andersens tid. Der må have været trangt i andegården.
Eventyret om ’Den grimme ælling’ udlægges normalt som et af H.C. Andersens selvportrætter. Den umage skabning, som ikke passede ind i den hjemlige småtskårne andegård, og som først efter megen fortrædelig modgang fandt sin lige blandt smukke svaner.
Andegården skal således ses som lillebyen Odense og de små kår, han her var rundet af som søn af en skomager og en vaskekone. Han nåede i sin levetid at blive verdenskendt forfatter og æresborger i sin fødeby, men hjem vendte han aldrig.
Nu har fødehjemmet fået tilføjet et nyt museum, der af format og med arkitektonisk snilde genopfører relationen mellem det pauvre udgangspunkt og den storslåede succes, han opnåede. En udfoldelse i bygninger fra det små og trykkede til det vidt åbne og nuancerede.
