Det næste store udviklingsområde i København bliver Refshaleøen. Det blev her i avisen formidlet gennem et interview med Ole Birk Olesen (LA), der gerne ville angribe Byens Sjæl – et initiativ fra Københavns Kommune om at beskytte bygninger, som ikke er omfattet af fredningsbestemmelser, men som af andre grunde har særlig betydning for københavnerne. Det er to ret forskellige ting, men for Ole Birk Olesen betyder denne omsorg for byens mest udsatte bygninger åbenbart det samme som arg modstand mod byudvikling.
Jeg har siddet med i den syv mand store jury, der udpegede de bedste eksempler, som borgere havde indsendt til Byens Sjæl. Men jeg er hverken imod udvikling af Refshaleøen eller af byen generelt.
Ole Birk Olesens angreb viste en mangel på forståelse for, hvor kompliceret det er at bygge god by, og hvor meget ydmyghed opgaven kræver.
Når folk omtaler byudvikling bliver det alt for ofte gjort i sort-hvide klodser. Enten er man for udvikling, eller også er man imod. Enten er alt nyt fremsynet eller også er alt nyt et rent betonhelvede. Den slags tankehuller falder vi nemt i og graver os dybere ned i, når vi skal give vores holdninger til kende. Holdninger er som regel bygget på en følelse, en mavefornemmelse. Holdninger, som er resistente over for ethvert forsøg på nuancering, for det handler om at forsvare følelsen, ikke at forstå nuancerne.
