I kælderen under Louisiana-cafeens lyde af klirrende bestik og summende livslette stemning med årstidens råvarer og udsigt over Øresund kan man gå gennem en dør, man symbolsk ikke kan vende tilbage ad. Sten fra Faxe Kalkbrud hænger i snore fra loftet og genskaber formen af det krydshvælv, der udspænder det hvidkalkede portrum over ’The Door of No Return’.
Det er navnet på porten på fortet Cape Coast Castle, som 100.000 slavegjorte afrikanere i 1700-tallet blev udsluset gennem, inden de som handelsvarer blev skibet til Vestindien under dansk flag. Det gjorde Danmark til verdens syvendestørste slavehandlernation. Alle gerninger og politik har også en arkitektur, påpeger indgangen.
Der findes arkitekter, hvis vigtigste arbejde ikke er at tegne nye bygninger, men at ændre forestillingen om, hvad der er arkitektur. Sådan nogle er Kabage Karanja og Stella Mutegi fra Nairobi i Kenya. Med deres tegnestue Cave_bureau er de blevet en slags verdensstjerner gennem en fortsat udvikling af oplysende, kritiske og historiebevidste udstillinger, som de kalder ’Det antropocæne museum’, og som blandt andet i forskellige iterationer har været hovedattraktioner på de seneste to Venedig Biennaler.
Med markeringen af porten i Vestafrika åbner arkitekturudstillingen på Louisiana med en bitter pille af historisk skam, som man må sluge, hvis man vil forstå Europa og Afrikas fælles fortid og de fysiske traumer, kolonialismen har sat på det afrikanske kontinent. Og det er ikke en fjern historie.
