Når Signe Wenneberg taler om sin barndom i en velbevaret skovriderejendom lidt uden for Haslev i 1980’erne, lyder det næsten, som om hun voksede op for flere hundrede år siden.
Det er ikke kun, fordi journalisten og aktivisten fortæller om årlige besøg fra forvalteren af godset i nærheden. Eller om det tidligere køkkenpersonales gemakker i kælderen. Det er også noget med ord som bindingsværk, stråtag og linoliemaling, der sniger sig ind som en slags sproglig tidsmaskine.
»Det er i det landskab, jeg er vokset op. Og vores hus var så ...«, siger Signe Wenneberg og holder en lille pause.
»Altså helt guddommeligt, syntes jeg«.
