At min bedre halvdel og jeg er to mennesker, der orienterer sig forskelligt i verden, står lysende klart, når vi er på farten.
Jeg elsker et godt gammeldags sammenfoldeligt landkort og har en dyb trang til at orientere mig i landskabet og byen. Med styr på øst og vest og nord og syd giver kortet mig fast grund under fødderne i det åbne landskab.
Med min hustru forholder det sig anderledes. Hun er ret ligeglad med, hvor på kortet hun er, så længe hun er på en sti, der fører hende til åbne døre. Hendes forbillede er Rasmus Klump, der undervejs tegner et landkort, så han og vennerne i ’Rasmus Klump farer vild’ kan finde vej hjem.
Da jeg var barn, var væggene på mit værelse tapetseret med landkort med forjættende stednavne som Punta Arenas og Timbuktu. Opdagelsesrejsende blev jeg aldrig, men landkort forblev en slags drømmefangere. Som titlen på Michel Houellebecqs ’Kortet og landskabet’ antyder, er kort imidlertid en aldrig dækkende påstand om virkeligheden. Et kort er et udtryk for valg og fravalg.
