Man kan sige, at første sæson af ’The Handmaid’s Tale, tv-serien baseret på Margaret Atwoods ekstremt dystopiske science fiction-roman fra 1985, virkelig var fjernsyn til tiden. For i dens kølvand fulgte – uden nogen entydig causal relation overhovedet – #MeToo-bevægelsen og en omfattende dokumentation af overgreb mod kvinder i hele den vestlige verden.
Og denne tematik, mænds grove undertrykkelse af og forgriben sig på kvinder, spiller jo en vis rolle i fortællingen om June Osborne, der som en konsekvens af visse – hmmm – samfundsmæssige ændringer i USA ser sig reduceret til fødeslave hos en betydende, men infertil overklassefamilie i New England, hvor hun også selv kommer fra. Spørgsmålet er imidlertid, om serien kan siges at adressere et feministisk problemkompleks, eller om den snarere forholder sig til en generel frihedsproblematik i sin skildring af dels et klassisk demokratis afvikling, dels en autoritær statsforms magtovertagelse.
Det korte af det lange er jo, at i Gilead, det rige, historien udspiller sig i i en ikke så fjern fremtid, som både ligner en genkendelig fortid anno anden halvdel af 1800-årene og vore teknologiberigede og identitetspolitikstyrede virkelighed, er undertrykkelsen generel.
Mennesker er reduceret til funktioner og indplaceret i et strengt hierarki, hvis struktur og opretholdelse tilsiges per guddommeligt dekret. Der er nærmest tale om et verdenssyn a la den elizabethanske tidsalders Great Chain of Being, hvor alting har sin rette plads. Og hvor enhver hændelse og ethvert fænomen er et udtryk for skaberens almægtighed og perfektion.
