P
Foto: Mads Nissen

Paprika Steen om jul, traditioner og pinagtig fuldskab: Der er altid nogen, der siger: »Min familie er perfekt«. Dem har jeg mistro til

Julen er anerkendelsens fest, mener Paprika Steen, som har lavet en film om forsvundne mandler, pinagtig fuldskab og alt det andet, der sker, når familien samles om bordet. Vi har mødt hende før premieren.

FOR ABONNENTER

Sofie Gråbøl står på prædikestolen og fumler med sine papirer. Hun forsøger at abstrahere fra, at hendes uopdragne søn roder rastløst og småpludrende rundt på kirkebænkene, mens hun prøver at gennemføre sin juleprædiken. Så spørger hun alvorligt sin menighed:

»Er familien som konstruktion under afvikling? Står vi midt i en aftraditionalisering? Er den moderne kernefamilie ved at reducere sig til en forbrugsenhed baseret på to lønindkomster, hvor husarbejdet i mindre grad består af omsorg og pleje og i stigende grad af organisering af familiemedlemmernes arbejds- og fritidsliv?«.

Dermed stiller Sofie Gråbøl, eller Barbara, som hun hedder i Paprika Steens nye julefilm, ’Den tid på året’, nogle af de samme spørgsmål, som man står tilbage med efter at have været vidne til den konfronterende juleaften, som Steen og dramatiker Jakob Weis har sat i scene ved at lade en familie sne inde sammen juleaften.

I ’Den tid på året’ mødes en kulturradikal middelklassefamilie og forsøger at gennemføre alle banerne juleaften med alt, hvad det indebærer af rødkåls­kriser, pinagtig fuldskab, snestorm, gråd, konkurrencestatsmentalitet, forsvundne mandler, anklager, ansigtstab og et flugtforsøg. Paprika Steen spiller selv hovedrollen som storesøsteren Katrine, der har sat sig for at samle familien juleaften. Katrines ønske om en glædelig og hyggelig jul bliver selvfølgeligt udfordret af børn, bonusbørn, bedsteforældre, hunden Kafka og vejrguderne.

Julen er den perfekte skueplads, hvis man vil have indblik i den menneskelige psykologi, siger Paprika Steen, da jeg møder hende. Højtiden sidst på året er nemlig den sidste bastion for familiesamvær.

»Familien har brug for at mødes juleaften, fordi alt andet samvær er udraderet. Vi mødes ikke som familie fra nær og fjern til påske eller til pinse, eller når der er fødselsdage. Så sender vi i stedet et gavekort. Vi tager os ikke af vores ældre på samme måde, som vi gjorde i gamle dage, så derfor kan vi ligesom få hele regnskabet slettet hver 24. december, hvor alle i familien mødes og anerkender, at det er os, der er en familie. Men vi har ikke særlig meget med hinanden at gøre i løbet af året. Hele den der følelse af ’Fanny og Alexander’ og den store familie ... Det er jo ikke sådan, det er«.

Foto: Mads Nissen

I ’Den tid på året’ er der ikke noget regnskab, der bliver slettet. Her er det tværtimod regnskabets store aften, og der er minus på følelseskontoerne, selv om alle prøver at gøre sig umage med at hygge, gentage traditionerne og bruge deres sociale kompetencer det bedste, de har lært.

Filmen minder meget om de franske Pathé-film, hvor hele historien udspiller sig rundt om et middagsbord, og skeletterne langsomt kommer væltende ud af skabet. Og det er den genre, Paprika Steen har sigtet efter. Hun fortæller, at hun gerne ville rense historien for plot, og så ville hun skildre en dansk middelklassefamilie, der absolut ikke er kedelig.

»Middelklassen er det, der på en måde karakteriserer vores land. I Danmark på film eller tv ser det ellers ud, som om man er kedelig, fordi man har et fag, der er lidt kedeligt, eller måske er et almindeligt menneske, der spiller håndbold. Men sådan behøver det jo ikke være«.

Kender du typen?

Persongalleriet i ’Den tid på året’ larmer og snakker i munden på hinanden, og de undergraver hinanden med både utilsigtede og overlagte karaktermordforsøg. Familieoverhovedet Poul, der bliver spillet af Lars Knutzon, mobber Barbaras mand, Torben, som spilles af Lars Brygmann og er en bitter arbejdsløs journalist med en alt for stor læderjakke, der har selvudgivet bogen ’Kaskelotten’ om en ukendt norsk modstandsmand.

Paprika Steen har i det hele taget arbejdet grundigt med typer. Små raffinerede detaljer som den billige blå fake-pels, den yngste misbrugersøster Patricia har på, og mormor Gunna, der bliver spillet af Karen-Lise Mynster, har den intellektuelle storbystil med dyrt dansk designertøj. Paprika Steen er meget optaget af kostumer og hår og gav sig selv en større makeover, da hun skulle træde i karakter som hovedpersonen, den pligtopfyldende lærer, hustru, mor, datter og storesøster Katrine.

Egentlig ville Paprika Steen helst ligne Brigitte Bardot i ’Den tid på året’. Men sådan ser hendes karakter Katrine ikke ud, så Steen gav sminkøren frie hænder og endte med at få skrabet alt sit hår tilbage. »Jeg måtte afstå fra de der lyse lokker, som jeg har for at skjule mit ansigt, fordi jeg har komplekser«, siger instruktøren, som her er fotograferet i sit hjem.

Egentlig ville Paprika Steen helst ligne Brigitte Bardot i ’Den tid på året’. Men sådan ser hendes karakter Katrine ikke ud, så Steen gav sminkøren frie hænder og endte med at få skrabet alt sit hår tilbage. »Jeg måtte afstå fra de der lyse lokker, som jeg har for at skjule mit ansigt, fordi jeg har komplekser«, siger instruktøren, som her er fotograferet i sit hjem.

»Jeg har jo selv neddresset mig fuldstændig. Jeg sagde til min sminkør: »Jeg instruerer mine film selv, og hvis det stod til mig, skulle jeg ligne Brigitte Bardot eller Julia Roberts, og det går jo ikke, så du må bestemme, hvordan jeg skal se ud«. Hvorefter hun skrabede mit hår tilbage og farvede det i en eller anden kedelig rød farve, og jeg hadede det. Jeg tænkte, at jeg måtte afstå fra de der lyse lokker, som jeg har for at skjule mit ansigt, fordi jeg har komplekser«.

En af de mest bemærkelsesværdige karakterer i filmen er Torben, som gerne vil trække sit sponsorbarn-bidrag fra i Skat og hele tiden citerer Weekendavisen, samtidig med at han forsøger at sammenligne sig med sin forfattersvigerfar. Paprika Steen beskriver ham som en indebrændte journalist med charmeklud og højt hår.

»Vi gav ham oprindelig ørering på, men så fandt vi ud af, at han jo ikke skulle ligne Erik Jensen (journalist og tidligere rockanmelder på Politiken, red.). Det var ikke ham, vi lavede, det var en, der var lidt ældre og halvpensioneret og havde skrevet den der bog, ingen gider læse«, fortæller Paprika Steen. Hun fortsætter:

»Med Sofie Gråbøls karakter, Barbara, har jeg simpelthen bare googlet kvindelige præster i Danmark – Kathrine Lilleør og Sørine Gotfredsen, Iben Thranholm og Marie Høgh – og de har alle sammen blonder på, når de skal være fine, eller også sådan noget lidt s/m-agtigt lædertøj. Det er interessant, fordi det samtidig er noget med religion«.

Jeg er selv mellembarn, men der er 13 år mellem min storebror og mig, og så er det 2 år mellem mig og min lillebror, så jeg er sådan en blanding af storesøster og mellemsøster

Sofie Gråbøl har ud over det sorte look også det, Paprika Steen kalder »neurotisk hår«. Det minder lidt om den slags afro, også kendt som ’Jheri curls’, der florerede hos 1980’er-r’n’b-stjerner som Rick James og fitnessguruen Richard Simmons. Derudover er der faderen Poul, den anerkendte forfatter, som Paprika Steen betegner som en slags velklædt »Politiken-litterat« i stil med Niels Barfoed og Jørgen Leth, som nævnt spillet af Lars Knutzon.

»Poul skal forestille at være lidt af en bisse. Han tager heller ikke frakken af, det gør de der lidt nærige mennesker jo ikke. De sidder ofte med jakken på, kasketten ned i hovedet og korslagte arme i sofaen og synes, at alle vi andre er latterlige«.

Se far, uden hænder!

I Barbaras prædiken er der en higen efter anerkendelse, efter at blive set og taget seriøst. Den anerkendelseskamp går igen hos både voksne, ældre, teenagere og børn i filmen. Katrines egen datter forsøger forgæves at få alenetid med sin stressede mor. Mormor Gunna tager selfies hele tiden og fortæller stolt om alle de likes, hun høster på Instagram.

Jeg spørger ind til, om julen er anerkendelsens fest, og Paprika Steen svarer, at det med anerkendelse ligger dybt, også i Katrine, der holder den store julemiddag.

»Katrine syr sine børns fastelavnskostumer. Hun laver påskefrokoster og pinsefrokoster. Hun kan det hele, og hun er ved at dø af stress hele tiden. Hun gør det i en opofrende ånd. Et eller andet sted skal hun nok spørge sig selv, for hvis skyld hun gør det. Måske nok mest sin egen«, siger hun og tilføjer, at mellemsøsteren Barbara heller ikke er helt harmonisk.

»Barbaras prædiken illustrerer også hendes egen skuffelse. Hun er moralens vogter, og hun er rigid. Hun er alt, hvad jeg tænker, at kristendommen ikke er. Hun synes, hun gør det så godt for alle, men indeni er hun et totalt mindreværdsmenneske, der er nærigt og slet ikke kan leve op til sine egne idealer. Ligesom Katrine, den søde værtinde, også er en martyr. Jeg tror, at hun siger til sig selv: »Hvis jeg ikke holder juleaften, så er der jo nok ikke nogen, der gør««.

Tager du ansvar for den gode stemning ligesom Katrine?

»Ja, det gør jeg, plus at jeg bliver lige så stresset og lige så ulidelig, kontrollerende og bossy. Det har ikke noget med min familie at gøre. Jeg kan huske, at en af mine veninder brugte udtrykket »Se far, uden hænder!«. Og juleaften er virkelig aftenen, hvor folk siger: Se hvad jeg kan! Det er mest faderen, det handler om. Det er ham, man gerne vil vise sig for«.

Ah, det blev for bøvlet

I filmen kommer kampen om anerkendelse især til udtryk blandt de to ældste søstre i familien, og netop den sociale dynamik i en søskendeflok er interessant, når man som Paprika Steen interesserer sig for det psykologiske spil mellem mennesker.

»Jeg er selv mellembarn, men der er 13 år mellem min storebror og mig, og så er det 2 år mellem mig og min lillebror, så jeg er sådan en blanding af storesøster og mellemsøster. Men grundlæggende er jeg nok meget som en storesøster i mit sind«.

Hvordan det?

»Fordi jeg er den eneste pige. Der har været rigtig mange drenge i min familie, stedbrødre og brødre og så videre, og min mor døde, da jeg var 29, så jeg var storesøster for både min far og min storebror – selv om jeg nu ikke ved, om han vil give mit ret i det. Jeg kan ikke slappe helt af, hvis alle ikke er glade. Det går mig utrolig meget på, hvis der er uro i geledderne«.

I filmen kommer faderen Poul ikke og hører Barbaras prædiken.

»Nej, far havde for travlt til at komme og høre sin datters første juleprædiken, for »ah, det blev for bøvlet«. Det handler om de der små svigt i familier«.

Med sin julefilm kommer Paprika Steen ned gennem skorstenen og pakker alt det ud, vi ikke tør sige til hinanden. Det er en film, jeg får lyst til at se med min egen kaotiske og besværlige familie. Jeg forestiller mig, at det ligefrem kunne være terapeutisk.

Alle familier har jo en Poul, en Katrine, en Kafka, en Barbara og måske også en Torben, der har godt af at få renset ud i den indestængte følelse af mindreværd. Jeg spørger Paprika Steen, om hendes film har et opdragende potentiale, som vi kan tage med os ind i den kommende julemåned og ind i det, Barbara i sin prædiken kalder de »aftraditionaliserede kernefamilier«.

»Den har i hvert fald noget, der rammer folk på deres øde ø og deres ensomhed og deres isolation og følelsen af, at de er den eneste i verden, der har en umulig familie. For det er du ikke den eneste, der har. Vi er alle sammen nogen, der kommer fra en familie, vi kunne sige var dysfunktionel eller skør. Så er der selvfølgelig altid nogen, der siger: »Min familie er perfekt«. Dem har jeg mistro til. Grundlæggende tror jeg, at hele min vej ind i kunst er at fortælle folk: Du er ikke alene. Jeg har set dig. Jeg ved godt, hvordan det er, og jeg ligner det selv«.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce