Tegneren Line Kjeldsen Jensen har et lyst sind.
Hun har aldrig rigtig bekymret sig om penge. Har ikke ligget søvnløs, hvis vaskemaskinen gik i stykker, eller hvis hun ikke har haft så meget arbejde og derfor ikke så meget at leve for.
Hakuna matata. Det hele løser sig.
Men i 2017 ændrede det sig. Line Kjeldsen Jensen blev nomineret til to Ping-priser, de danske tegneres svar på en Bodil eller Cavling, for sine tegninger delt på Instagram af en kaotisk hverdag og for bogen ’Hver dag starter det forfra’. Og hun fik et arbejdslegat på 50.000 kroner fra Statens Kunstfond til at lave en mere. Pludselig var hun omdrejningspunkt for kultdyrkelse for sine sjovbitre skildringer af en hverdag med børn og omrejsende musikermand.
