M’sfar slog første gang, da hun var 10: En flok børn havde ringet på for at høre, om hun ville lege, og selv om hun skyndsomt havde lukket døren efter at have ymtet, at det »nok ikke var så godt i dag«, var det nok: Der havde været drenge ved hoveddøren og spørge efter hende.
Det blev de første tæsk, siden tog brødrene over, og sådan ville livet være fortsat, hvis det ikke havde været for en hændelse på det litterære parnas 30. november 2017. Da udkom Sara Omars roman ’Dødevaskeren’, en usminket fortælling om undertrykkelse, tvang og vold i et strengt muslimsk miljø.
Fra dag 1 var forfatteren blevet de kulturelt og religiøst undertrykte og før så tavse kvinders stemme. I løbet af bare én måned blev bogen og budskabet om, at nok er nok, solgt i uhørte 50.000 eksemplarer, og nu fortæller M, hvis identitet er redaktionen bekendt, og en række andre læsere af Sara Omar, at de ikke bare har læst og tænkt. Romanen har også fået dem til at hæve deres egne stemmer i det, der ligner et voksende oprør. Kvinder, der før har bidt ydmygelser og smerte i sig, har med romanen indset, at de kan ændre noget: De kan sige fra.
»Det kræver mod og styrke at turde skrive en sådan roman«
