Bogen begyndte som en fortælling om Peter Øvigs afdøde mor Ellen Knudsen. Om hendes depressioner og måden, de havde domineret familien på i et halvt århundrede.
Men undervejs blev den også en fortælling om hans egen depression. Om den sygdom, der udviklede sig i researchfasen, da han havde fået aktindsigt i morens journaler og læste, hvad hun havde fortalt sine læger, fra hun var en ung fortvivlet småbørnsmor, til hun var en kronisk deprimeret, stærkt medicineret plejehjemsbeboer.
Distancen til moren, som Peter Øvig i hele sit voksne liv havde opretholdt, blev brudt ned, og i stedet oplevede han pludselig en spejling i sin mor og hendes dybe fortvivlelse.
»I min begyndende psykose oplevede jeg, at hun ville trække mig med i døden, og intet, jeg før havde set eller tænkt, var mere rædselsvækkende. Hun krævede, at jeg skulle hjælpe hende, ligesom hun altid havde krævet«.
