For 9 år siden havde jeg som studerende et rengøringsjob hos Lily Weiding. Hun tog altid smilende imod mig i døren, og viste mig, hvor alle rengøringsmidlerne stod, og forklarede, hvad de enkelte skulle bruges til, og hvad der blev forventet. Også selv om det kun var en uge siden, jeg sidst havde været der. Og det var aldrig min oplevelse, at det var på grund af mistro eller for at være streng over for en 21-årig knøs som mig. Det var på en eller anden måde respektfuldt, at hun altid sørgede for, at der var klare rammer.
Den store hvide villa på Strandvejen oppe nordpå mod Skodsborg var fascinerende, fordi der var så mange niveauer, reposer og halve etager. Det lidt besværlige i at gøre sådan et kringlet hus rent blev opvejet af de mange fotografier, malerier, skulpturer og teaterplakater, der hang og stod overalt. Hvert hjørne rummede noget nyt.
Det store køkken og spiserum stod som husets hjerte med et langt firkantet bord med plads til masser af gæster og et panoramavindue med udsigt til havet. Her sad Lily Weiding ofte med en kop te, mens jeg rendte rundt med støvsuger, støvekost og sæbeholdige klude.
Hver gang jeg nåede et nyt niveau eller kom op til et trappetrin med et sort-hvidt fotografi fra en eller anden teaterforestilling, kom hun med en ny fortælling om en medskuespiller, en instruktør, en særlig oplevelse med sin mand, Morten Grunwald, eller bare en anekdote fra de allerede dengang mange levede år. Med tydelig artikulation og pippende røst sad hun der i husets lavest liggende rum og lod sine historier flyde opad.
