Han sidder og forsvinder lidt i en sofa, da jeg træder ind på det hotel i Aarhus, hvor jeg skal møde ham.
Men da jeg nærmer mig, rejser den peruanske forfatter og nobelprismodtager Mario Vargas Llosa sig og toner frem som den stærke personlighed, han er kendt for at være, både af læsere, litterater og af de fleste, der har interesseret sig bare en smule for demokrati, magtmisbrug og latinamerikanske diktaturers kommen og gåen i de sidste mange årtier.
Han hilser roligt og værdigt med et fast håndtryk og et imødekommende smil. Øjnene er stadig klare og mørkebrune efter at have set og betragtet verden i 81 år, og han fastholder sit blik og gransker nøje den, han møder, som om han allerede her i foyeren vil prøve at forstå, hvem han skal dele sine tanker med resten af dagen.
Vi har ikke alene et interview foran os, vi skal spise frokost sammen, senere skal vi på biblioteket Dokk1 i Aarhus, hvor han er en del af litteraturfestivalen Literature Xchange, og først engang i aften skal vi sige farvel efter en sen middag på en restaurant.
