Håret kan sættes som et lille skødesløst springvand, eller klemmen kan samle noget af det storeBrigitte Bardot-hår og lade resten springe frem, men den kan også nærmest æde håret og gemme det i en lille diskret konkylie, man får lyst til at lægge øret ind til.
Jeg ser hårklemmerne i Pisserenden, på Godthåbsvej, i Elmegade, i Føtex og i Rungsted ved Karen Blixens hus, i S-toget og på de utallige løbehjul, der suser gennem byen. Jeg er så voldsomt opmærksom på hårklemmer, at jeg løber ud på gaden for at finde dem i alle farver og former.
En af de kvinder, jeg stopper, er Birthe Lauritzen, der finder skygge i Politikens galleri. Hendes klemme er enkel, så man diskret kan fornemme hendes gråblonde hårstrå. Hun fortæller, at hun har båret hårklemmer i et års tid, og hun har fem forskellige. »Indtil sidste år havde jeg pagehår, og så fik jeg en frisure, der hverken var fugl eller fisk. Så kunne jeg gå med klemmen; det er nemlig også rart at sætte håret op i varmen«.
Samme dag spotter jeg en hvid hårklemme, der ligner en muslingeskal i et næsten sort hår i Larsbjørnsstræde; den sidder på Zelma Feldman Lewerissa, og hendes hårklemme kommer langvejsfra.
