»Det, jeg laver, er ikke politisk. Jeg stiller mig ikke bare op og rapper, fordi jeg har meninger om noget. Det handler om mit liv, for fanden, og det er ikke noget, jeg vælger. Hvis du er heteroseksuel, hvid eller fra middelklassen, har du et valg. Det har jeg ikke«.
Silvana Imam er klædt i sort fra top til tå. Iført en T-shirt fra sin egen fankollektion, et par kantede isblå solbriller og med hænderne hvilende ved buksernes tunge bælte slentrer hun mod den basketballbane, vi har aftalt at mødes ved. Lidt uden for Sveriges hovedstad toner grå betonmure og graffitimalet boligbyggeri frem i et kvarter, som vi af hensyn til Imams privatliv ikke opgiver navnet på.
Hun gaber højt og undskylder, at hun er lidt træt. Hun har netop tilbragt weekenden til et arrangement med den svenske innovationsfond Brilliant Minds, hvor Barack Obama var en af talerne.
»Han havde læst om mig i New York Times. Så jeg måtte sige til ham: Undskyld, jeg stirrer sådan, men du er altså en ret cool guy«.
