Og altså … hvis ikke i Japan, hvor så? Ingen nation er så besat af storøjet, bredtsmilende cuteness som japanerne. Er der ét land, man måtte nive i kinderne, skulle det være øbuen i Stillehavet.
’Kawaii’ kalder de det selv, og begrebet dækker over den fascination af nuttethed, der har været en indgroet del af landets kultur i årevis og omfatter alt fra design og beklædning til manga, computerspil og film.
I Tokyos gader ses det overalt. I Harajuku-kvarteret defilerer voksne kvinder klædt i pink og lyseblåt omkring med prinsesseparaplyer og rottehaler, og selv det officielle Japan er for længst gået kawaii. Busser, tog, skraldebiler, ja, sågar militærfly og tanks udsmykkes i dag med smilende blomster og langørede kaniner, ligesom politiet har sin egen berømte tegneseriemaskot, Pipo-kun.
Nogle af de mest kendte moderne ambassadører for Japan tæller bløde, runde Pikachu og resten af Pokémon-slænget og den sødsuppedunstende tegneseriefigur Hello Kitty, der får sin første egen spillefilm til efteråret, mens kunstnere som Takashi Murakami og Yoshimoto Nara i årevis har givet den internationale kunstverden en gedigen cute-indsprøjtning med deres naive figurer og ofte hidsige farvebrug.
