0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Interview

Asil Al-Asadi er den danske Sana fra 'Skam': »De siger, at jeg er en skændsel for islam. At jeg ikke må stille mig op på en scene«

3. august 2019
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Skuespiller Asil Al-Asadi er født i Irak og bor i Ishøj. Men hun kommer fra Kirke Helsinge. Hendes opvækst blandt kornmarkerne i provinsen og det kulturchok, hun fik, da hun flyttede til Ishøj, er årsagen til, at hun vil være skuespiller. Hun vil skubbe til samfundets forståelse af kvinder som hende. Muslimske kvinder med tørklæde. De bliver portrætteret stereotypt, mener hun. Det kan skuespil ændre på. Problemet er bare, at dem bliver der ikke skrevet roller til.

Asil Al-Asadi kan ikke huske så meget fra tiden i flygtningecenteret. Hun kan ikke huske det klaustrofobiske rum, hun delte med sin familie. Hun kan ikke huske sin mors runde gravide mave. Hun kan ikke huske forældrenes desperation efter at komme væk.

Hun kan heller ikke huske den dag, hendes mor og far fortalte hende, at de endelig skulle flytte ud af flygtningecenteret. Hun kan ikke huske flyttebilen, flyttekasserne og flyttetravlheden.

Men hun husker lettelsen, der som solskin strålede fra hendes forældre, da de afleverede nøglen til det lille værelse. Lykken.

Og hun husker, at vejret var varmt. Måske var det den første lune sommerdag, hun oplevede i Danmark, siden hun kom til landet i oktober 1999.

Blå bog

Asil Al-Asadi

Født i 1996i den irakiske by Karbala under Sadam Husseins styre. Familien flygtede til Danmark i 1999, da hendes far blev indkaldt til militæret.

Vokset op i Kirke Helsinge, der har lidt over 500 indbyggere. Flyttede til Ishøj som 14-årig. Student fra CPH West i Ishøj 2017. Har, siden hun var 14 år, spillet med i et hav af gadeteaterforestillinger, debuterede på tv i DR-dokumentarserien ’Muslimske pigers dagbog’ i 2015 og har spillet rollen som Sana i teaterforestillingen ’Skam 1’ (2017) og ’Skam 2’ (2018). Går nu i gang med arabisk- og islamstudier på Aarhus Universitet, samtidig med at hun forfølger skuespillerkarrieren.

I foråret oprettede hun en YouTube-blog, der handler om at være muslimsk kvinde i Danmark.

Asil Al-Asadi far var ikke politisk aktiv i Irak. Han var uddannet elektriker og holdt sig lang væk fra alt, hvad der kunne skabe problemer for ham og hans familie i daværende præsident Saddam Husseins regime. De levede et roligt, fredfyldt liv omgivet af familie og venner.

Men en dag modtog Asil Al-Asadis far et brev, der vendte op og ned på det hele. I brevet stod der, at han skulle melde sig som soldat i den irakiske hær.

Det kan godt være, at Asil Al-Asadis far ikke blandede sig i politik, men han havde sine personlige holdninger. Han kunne ikkeforlige sig med Saddam Husseins militante diktatur. Han nægtede at aftjene sin værnepligt. Det var strafbart. Så familien måtte pakke deres ting og flygte.

Nu stod den irakiske familie, der knap talte dansk og ikke kendte til danske sædvaner, foran en rød murstensvilla med sort tegltag i Kirke Helsinge på Nordvestsjælland. Her var der bøgetræer, ikke palmer. Lange kornmarker, ikke bjerge. Og regn om sommeren, ikke tørke.

»Når folk spørger mig, hvor jeg kommer fra, siger jeg, at jeg kommer fra den her lille provinsby med knap 550 indbyggere. For det er det, jeg kender til. Det er der, jeg var barn«, siger Asil Al-Sadi.

Flere Sana-roller, tak

Asil Al-Asadi er cirka 1 meter og 60 centimer høj. Hun har sorte bukser og sort blazer på, og om hovedet har hun bundet et sort tørklæde, der dækker hendes hår, men afslører den øverste del af hendes hals.

Det lyder anonymt. Men 22-årige Asil Al-Asadi er alt andet end anonym. Hun ved, hvordan man hæver stemmen, når en vigtig pointe skal understreges, hvordan man sænker den igen, hvis man vil have lytteren til at være ekstra opmærksom, og hvornår man holder en dramatisk pause for at sikre spændingen i en fortælling. Asil Al-Asadi ved, hvordan man taler, så folk gider lytte.

Det er der en god grund til.

Asil Al-Asadi er skuespiller. Hun har optrådt med personlige monologer på gadeteater, spillet med i tv-serier og haft roller på store teaterscener. Hun gjorde sit første indtog på tv i 2015, da hun var med i DR-dokumentaren ’Muslimske pigers dagbog’, og gjorde for alvor opmærksom på sig selv, da hun spillede rollen som Sana i den danske teaterversion af den norske tv-serie ’Skam’.

Peter Hove Olesen
Foto: Peter Hove Olesen

I barndomsbyen Kirke Helsinge var Asil Al-Asadi og hendes mor de to eneste kvinder med tørklæde.

Asil Al-Asadi vil ikke bare være skuespiller for skuespillets skyld, siger hun. Det må ikke misforstås, hun »elsker« at stå på scenen, det er her, hun føler sig levende. Men teater er for Asil Al-Asadi mere end bare den rus, man får, når man træder op på scenen, og det store røde velourtæppe trækkes til side. På scenen får hun en stemme, der kan trænge gennem muren af fordomme, der urokkeligt står og blokerer for det, hun så gerne vil ud med.

Jeg er ikke frigjort, for jeg har aldrig været undertrykt

Og Asil Al-Asadii har meget at fortælle. Hun siger, at hun selv har valgt at tage sit tørklæde på, at hun ikke er undertrykt, at hun ikke står og laver mad til sin bror hver dag, at hun er selvstændig, at hun har sine egne holdninger, at hun er god til fodbold, at selv om hun går med tørklæde, så er alle hendes problemer ikke forbundet med islam.

At hun er vildt irriteret over, at alle muslimske kvinderoller i fjernsynet handler om, at kvinderne er undertrykte.

Det skaber stereotyper, som folk tror på, og det er et kæmpe problem. Selvfølgelig findes der kvinder, som undertrykkes, siger Asil Al-Asadi. Men medie- og tv-billedet skævvrider virkeligheden.

»Da jeg blev interviewet af journalister, mens vi lavede ’Skam’ på teatret, handlede det sjældent om mig som person eller min rolle. Det skulle handle om mit tørklæde, og hvor fedt det var, at jeg var frigjort«.

»Men jeg er ikke frigjort, for jeg har aldrig været undertrykt«, siger hun.

Asil Al-Asadi er irriteret. Man kan høre det på hendes stemme, der bliver en anelse højere og mere skinger, når jeg spørger til hendes tørklæde. Hun gider ikke tale om det.

»Det er fint, at nogle spørger en gang imellem. Men nu har jeg fået de samme spørgsmål om undertrykkelse i så mange år. Det er irriterende«.

Det er de mange ’irriterende’ spørgsmål, der er årsagen til, at Asil Al-Asadi vil være skuespiller, fortæller hun. Hun vil normalisere tørklædet ved at sikre, at der er flere roller til kvinder, der ligner hende.

Piger med tørklæde har også ’normale’ problemer. De er kede af deres krop, de bliver forelsket, de bliver mobbet, de er usikre. Det er emner, der er vigtige at portrættere i fjernsynet gennem kvinder med tørklæde, siger hun.

»Det er derfor, at Sana fra ’Skam’ var så fed en rolle; hun nuancerede billedet af, hvad det vil sige at være en pige eller kvinde med tørklæde«.

Men der er noget, der er vigtigere end at nedbryde fordomme, siger hun. Det handler også om at få unge kvinder med tørklæde til at føle sig som en del af samfundet. At de ikke er alene, og at der findes personer, de kan spejle sig i, når de tænder for fjernsynet eller går i teateret.

Det har Asil Al-Asadi selv savnet, da hun blev teenager og skulle til at finde ud af, hvem hun var, og hvad hun stod for. Dengang hun voksede op mellem pære- og æbletræer i en lille provinsby med hvide danskere og følte sig anderledes, men hjemme. Og da hun blev tvunget til at flytte til betonblokkene i Ishøj, kom i en klasse fyldt med brune danskere og følte sig fremmed.

Afslag på afslag på afslag

Det har været en hård kamp.

Der bliver ikke skrevet mange roller til kvinder med tørklæde. Og man kan ikke bare spille en helt almindelig kvinde i en serie, hvis man går med tørklæde, fortæller Asil Al-Asadi.

»Jeg har været til castings, hvor de efterfølgende har spurgt mig indirekte, om det var en mulighed at tage tørklædet af. Det er det ikke. For så kunne jeg lige så godt smide alt det, jeg kæmper for, i skraldespanden«.

Så der er langt mellem rollerne. Men Asil Al-Asadi nægter at give op. Hun går til castings, får afslag, går til casting, får afslag, går til casting, får afslag. Det gør ondt. Hver gang.

For at forstå, hvad det er, der motiverer Asil Al-Asadi til at rejse sig og blive ved med at kæmpe, er man nødt til at forstå, hvordan det er at være barn og irakisk flygtning i Kirke Helsinge og senere blive voksen dansker i Ishøj.

Barnlige minder

Asil Al-Asadi sidder på kanten af bagsædet og peger ud ad vinduet.

»Se. De kornmarker plejede vi at lave labyrinter ud af. Bonden blev så træt af det, at han på et tidspunkt skød med haglgevær efter os«, fortæller hun.

Det er få minutter siden, vi kørte ind i Kirke Helsinge, og fotografen, der kører bilen, siger noget med, at det var en voldsom reaktion.

Hun smiler på den måde, man smiler, når man kommer i tanke om et minde, man ikke havde tænkt på i flere år.

»Det kan jeg sgu godt forstå, han gjorde. Vi var skide irriterende«.

Vi har samlet Asil Al-Asadi op i Ishøj, hvor hun bor med sin familie, for at køre tilbage til den by, hvor hun for alvor stiftede bekendtskab med Danmark efter flugten fra Irak. Vi skal forstå, hvorfor en brun muslimsk pige kunne finde sig til rette blandt leverpostejs-Danmark i provinsen og utilpas blandt tørklædepiger i Ishøj.

Der er 91,1 kilometer fra Ishøj til Kirke Helsinge, en køretur på omkring en time. Men kontrasterne mellem livet i de to byer får den lille provinsby med 550 indbyggere, en skole og intet sygehus til at virke meget, meget længere væk for Asil Al-Asadi.

»Noget af det første, jeg kan huske fra Kirke Helsinge, er vores have, og hvordan min bror og jeg fik lov til at plante frugttræer: kirsebær, æble og pære. Vi fik et forhold til de træer, for de voksede sammen med os«.

Træerne var noget af det sværeste at forlade, da Asil Al-Asadi var 14 år, og familien blev tvunget til at flytte, fortæller hun.

Hendes far havde mistet sit job i Kirke Helsinge og fundet et nyt i København. Det første års tid pendlede han, men da den offentlige transport ligesom alt andet i byen er begrænset, besluttede han, at familien skulle flytte.

»I Ishøj havde vi ingen have. Det var ret svært at vænne sig til«.

Gode gamle dage

Det er som om, alt ved Kirke Helsinge bringer minder frem hos Asil Al-Asadi, der hele tiden peger på noget nyt.

»Se, der gik jeg til fodbold, jeg spillede midtbane, angreb og var andenmålmand. Pigeholdet i nabobyen var vores ærkefjender«.

»Se, i det grå hus boede min bedste veninde. Men hun flyttede på et tidspunkt«.

»Se, der boede vi«, siger hun.

Denne gang peger Asil Al-Asadi på det røde murstenshus med sort tegltag.

»Jeg har lyst til at gå derind. Jeg kan huske, at stuen føltes kæmpestor, og vi havde store glasdøre og vinduer ud til haven, så når man lå i sofaen, kunne man kigge ud. Det var så beroligende«.

Hun går tæt på husets brune træstakit og kigger ind i haven. Hun længes. Det er ikke til at overse. Hver eneste sti, træ og gynge bringer lykkelige minder frem hos Asil Al-Asadi om en tid, hvor alt stadig var uskyldigt. Og hvor den eneste bekymring var ærkefjenderne i nabobyen.

Peter Hove Olesen
Foto: Peter Hove Olesen

Under besøget i barndomsbyen kommer der flere gange folk hen for at hilse på Asil Al-Asadi. Her er det nabo Zanne Andersen, der har billeder med fra gamle dage, som Asil fotograferer dem med sin mobiltelefon.

»Alt virker så småt, i forhold til hvordan jeg husker det«.

Gyngen er også den samme, fortæller hun og går over til legepladsen omringet af de røde murstenshuse. Fotografen foreslår at tage et billede af Asil Al-Asadi, der gynger som dengang, hun var barn. Det vil hun gerne, hun sætter sig på gyngen og …

»Asil!«, lyder det ovre fra et af nabohusene. En ung kvinde står nogle meter væk og griner.

Asil Al-Asadi kigger hen mod stemmen, flyver op, spurter hen til kvinden og kaster sig med sin lille højde ind til sin barndomsveninde, der på alle måder ser anderledes ud. Hun er høj, blond, har briller og står i et lysegråt joggingsæt – ikke sort blazer.

Men det tænker man ikke så meget over. Deres forskellighed. Man tænker på, hvilken type venskab der kan få to kvinder til at stå upåvirket af alt omkring dem i flere minutter og holde om hinanden.

Asil Al-Asadi ville gerne blive hos sin veninde, det er der bare ikke tid til. Men veninden kan jo komme til Ishøj, lejligheden er tom, for familien er på ferie i Jordan, så de kan have det hele for sig selv, siger Asil Al-Asadi.

Hun smiler på samme måde, som da hun fortalte om kornmarkerne, da vi kørte ind i Kirke Helsinge. Nostalgisk. Og det bliver hun ved med i de tre timer, vi er i byen.

Husk at låse døren

Ikke så langt fra Asil Al-Asadi gamle hus ligger det ene af byens to busstoppesteder.

»Den kører stadig kun en gang i timen«, siger Asil Al-Asadi, mens hun kigger på bussens få afgangstider, der var skyld i, at familien måtte flytte.

Den her flytning kan Asil Al-Asadi godt huske.

»Kirke Helsinge var min verden, indtil jeg var 14 år. Jeg kendte ikke til andet. Det var Danmark for mig«, siger hun.

»I Kirke Helsinge stod dørene ind til naboerne altid åbne, man kunne bare gå ind hos hinanden. I begyndelsen låste vi heller ikke dørene i Ishøj, så kom en af vores nye naboer og sagde, at det var sikrest for os, at vi låste døren«.

Kirke Helsinge var min verden, indtil jeg var 14 år. Jeg kendte ikke til andet. Det var Danmark for mig

Der var mange fremmede regler i Ishøj, fortæller Asil Al-Asadi. Hun indordnede sig og gjorde, hvad der blev sagt. Men det var hårdt, og på få måneder ændrede hendes liv sig fra at være trygt og bekymringsfrit til at være overlæsset med nye følelser, hun ikke vidste, hvordan hun skulle håndtere.

Plastikperker

I modsætning til Asil Al-Asadis lille folkeskole i Kirke Helsinge var den skole, hun skulle begynde på i Ishøj, så stor, at den bestod af flere bygninger. Første skoledag skulle hun møde op i bygning C, hvor 7.-, 8.- og 9.-klasserne holdt til.

Hun var nervøs, som man er, når man er 14 år og er et nyt sted med fremmede mennesker. Hun havde på forhånd besluttet sig for at holde lav profil, indtil hun havde en fornemmelse af, hvad det var for nogle mennesker, der skulle blive hendes nye klassekammerater.

»Jeg kiggede rundt i klassen. Det var overhovedet ikke, hvad jeg havde forventet. Alle lignede hinanden. Lignede mig. Med brunt hår, brune øjne og tørklæde. Jeg tror, der var to af etnisk dansk oprindelse. Det havde jeg aldrig prøvet før«.

I de første år af Asil Al-Asadis opvækst i Kirke Helsinge havde der været to andre familier med indvandrerbaggrund. Men de flyttede, og i mange år var hendes familie den eneste ’brune’ i byen. Det var hårdt, fortæller hun. For der var ingen andre med to sprog, to kulturer og en krig i rygsækken.

Men Asil Al-Asadi lærte at leve med det. Lærte, at man taler dansk, når man er ude, og arabisk, når man er hjemme. At religion er en personlig ting, så man blander sig ikke i andres tro. At man ønsker sin familie en velsignet eid og sine venner en glædelig jul.

Og samfundet i Kirke Helsinge lærte, at Asil Al-Asadi godt kan spille fodbold, selv om hun går med tørklæde. At hun skal have kylling, ikke pølser til børnefødselsdage. At hun stadig er aktiv i timerne, selv om hun faster under ramadanen.

Sådan var det ikke Ishøj.

Her var der mange etniciteter: tyrkisk, arabisk, pakistansk, kurdisk, somalisk. Og det er helt fint, siger Asil Al-Asadi.

»Problemet er, og det her lyder groft, at de havde taget så meget af det danske ud af hverdagen for at dyrke det, de havde med hjemmefra. Det kunne jeg ikke forstå, for det havde vi aldrig gjort. Jeg blev forvirret«.

Jeg blev kaldt ’kartoffel’, ’plastikperker’, ’forræder’. I begyndelsen ignorerede jeg dem

Når Asil Al-Asadi talte, var det med en fejlfri nordsjællandsk dialekt. Hun ville ikke tale om islam og religion med de andre piger. Og hun ville spille fodbold med drengene.

Asil Al-Asadi ville holde lav profil, men det kunne hun ikke, for hendes personlighed var for anderledes til de andre i klassen. Hun var for dansk. Så hun blev mobbet.

»Jeg blev kaldt ’kartoffel’, ’plastikperker’, ’forræder’. I begyndelsen ignorerede jeg dem. Men de blev ved. Det var så hårdt, også for min familie, der kunne se, hvordan min karakterer dalede, fordi jeg havde det så skidt«, fortæller hun.

»Det, der gjorde mest ondt, var, at det her var mennesker, der burde forstå den forvirring, jeg er vokset op med. Jeg følte mig anderledes i Kirke Helsinge, men jeg lærte at leve med det. Jeg smed fremmedfølelsen ned i en boks dybt inde i mig og glemte alt om den. Men den boks blev skubbet op igen den dag, jeg satte foden inde i det klasselokale i Ishøj«.

For Asil Al-Asadi handlede det ikke længere om at finde sig til rette mellem den danske og den irakiske kultur. Men at føle sig tilpas blandt mennesker, der lignede hende.

Hun var mere ensom end nogensinde før.

Efter otte måneder kunne Asil Al-Asadi ikke holde til det mere, og hendes forældre valgte at flytte hende til en anden skole.

»Jeg ved godt, at man ikke skal flygte fra problemer, men jeg kunne ikke mere. Det kunne jeg virkelig ikke«.

I den nye klasse var der ingen mobning. Men heller ikke det fællesskab, Asil Al-Asadi havde haft med sine klassekammerater i Kirke Helsinge. Hun var ikke længere den glade initiativrige pige, der var topscorer på fodboldholdet. Hun var indadvendt, trist og ligeglad.

Frihed på scenen

Om få minutter skulle Asil Al-Asadi op på scenen, og hun var et nervevrag. Hun vidste ikke, om hun gad, om de fortjente, at hun stillede sig op på scenen på den måde og udleverede sig selv, om det overhovedet var umagen værd.

Efter ihærdigt pres fra Asil Al-Asadi forældre var det lykkedes dem at overtale hende til at tage et fritidsjob på en café i kulturcenteret, så hun kunne møde nye mennesker. Det var her, hun hørte om en teatergruppe i ungdomshuset.

I begyndelsen gad hun ikke rigtig. Men hun havde ingen venner i Ishøj og intet andet at lave i fritiden end at servere på cafeen. Hun tænkte på, hvordan hun som barn elskede at stå på teaterscenen på skolen i Kirke Helsinge. Så en dag efter arbejde tog hun ud til ungdomshuset.

Teaterlæreren var ung og ikke så autoritær som andre lærere, Asil Al-Asadi havde kendt. Det kunne hun godt lide. Og så havde han en behagelig måde at tale med hende på. Hun følte sig velkommen på en måde, hun ikke havde følt, siden hun rejste fra sin hjemby. Hun følte sig set.

»Han spurgte mig: Hvad er din historie. Hvad har du at fortælle? Han sagde, at mit kropssprog sagde noget om, at jeg ikke er typen, der plejer at være stille. At jeg skulle få afløb for det, jeg ville sige. At teater var mit redskab«.

Han havde ret. Teatergruppen blev det sted, hvor Asil Al-Asadi kunne le højt, når hun havde lyst, lade tårerne få frit løb, når hun var ked af det, og råbe højt, når hun var frustreret. Hun kunne være højrøstede Asil med sine skøre, vilde ideer, og ingen dømte hende.

Indtil nu havde hun sammen med resten af teaterholdet fra ungdomsskolen spillet gadeteater forskellige steder i landet. Det havde været fedt. Forløsende. Men nu stod hun foran alle de mennesker, der havde været skyld i, at hun i flere måneder havde følt en dunkel tåge sprede sig omkring hende, så hun ikke længere kunne trække vejret.

Asil Al-Sadi skulle optræde med en personlig monolog om at føle sig fremmed blandt sine ’egne’ foran den klasse, der havde mobbet hende, så hun for første gang i sit liv gav op.

Nu ville hun ikke længere være den sørgelige pige i hjørnet. Så hun gik op på scenen, stillede sig foran mikrofonen i midten og med klar, høj stemme begyndte hun at fortælle.

Om at blive hånet og spottet og latterliggjort og mobbet. Om at føle sig forkert og anderledes og fremmed og alene. Og om at føle sig som et udskud blandt dem, der ligner hende mest.

Så kiggede hun op på publikum, som om hun ville have øjenkontakt med alle dem, der havde gjort hendes liv til et helvede og gik med rolige skridt ned ad scenen.

»Nogle af dem kom bagefter op og sagde undskyld«.

Asil Al-Sadi forstod, at hun på scenen havde fået den stemme tilbage, hun havde mistet.

En skændsel for islam

Det var en af de der lune sommerdage med skyfri blå himmel og en let vind, der tiltrængt blæser en gang imellem og køler ned. Asil Al-Asadi var lige steget af toget på vej hjem fra skole og var nået hen til den smalle sti, der fører op til blokkene, hvor hun bor.

Hun gik i 1.g og havde, siden hun begyndte i teatergruppen for nogle år siden, spillet med i adskillige teaterstykker og reciterede flere personlige monologer. Alle handlede om hendes personlige splittelse, fordi hun er vokset op mellem to kulturer. Hun stillede spørgsmålstegn ved, hvad det ville sige at være dansk, hvornår hun var dansk nok, og hvornår hun var fremmed.

Få meter fra hende på stien gik en ung pige med tørklæde. Asil Al-Asadi havde på fornemmelsen, at hun blev stirret på.

»Jeg kunne mærke, at hun ville mig noget, så jeg smilede til hende og sagde hej«.

Pigen smilede genert tilbage. Hun undskyldte, at hun opførte sig lidt underligt, men hun ville gerne fortælle Asil, at hun følger hende på sociale medier, og at hun beundrer, hvordan hun tør stille sig frem med sine historier. Hun fortalte også, at Asil Al-Asadis monologer er noget, hun kan genkende og trøste sig med. At hun ikke længere føler sig alene.

Pludselig brød pigen sammen. Grådkvalt fortalte hun, at hun også er blevet mobbet, fordi hun var anderledes. Hun boede i Ishøj og flyttede til en provinsby, hvor hun var den eneste brune pige. Hun var fremmedgjort, ensom og for ’speciel’ til de andre, som hun intet havde til fælles med. Hun kunne ikke holde til det, så hun flyttede hjem igen.

»På det tidspunkt, vidste jeg ikke, at teater kunne gøre så stort et indtryk. At mit teater gjorde indtryk på nogen. Jeg spillede skuespil for min egen skyld, det var mit rum, hvor jeg kunne være mig selv«, siger Asil Al-Asadi.

Vi bliver nødt til at vise vores forskellighed i kunsten og i medierne. Det er vores ansvar som skuespillere

Sådan ser hun ikke på det længere.

»Vi bliver nødt til at vise vores forskellighed i kunsten og i medierne. Det er vores ansvar som skuespillere. Vi skal vise, at der er plads til forskellighed, og vi skal vise, at mangfoldighed er en styrke, ikke en svaghed«.

Det er Asil Al-Asadi blevet ved med. I dag er det syv år siden, hun begyndte i ungdomshuset, og det er blevet til både store og små roller.

Indtil videre har det været stejlt op ad bakke, siger hun. Ud over de få roller, der er til kvinder med tørklæde, er der også den modstand, hun oplever fra dele af sit bagland.

Her er det ikke hendes forældre, der ville ønske, at deres datter havde valgt at blive læge, ingeniør eller advokat. I sidste ende har de accepteret hendes ambitioner. Problemet er andre unge muslimske kvinder, der mener, at Asil Al-Sadi ikke er muslim ’på den rigtige måde’.

»De siger, at jeg er en skændsel for islam, at jeg bærer mit tørklæde forkert, at jeg ikke må stille mig op på en scenen, for så tiltrækker jeg bevidst opmærksomhed på mig selv. Også fra mænd«.

»Den måde, de praktiserer islam på, kan jeg ikke stå inde for. Jeg har sagt til dem, at de skal blande sig udenom. Men de svarer, at det er deres muslimske pligt som mine søstre i islam at retvise mig«.

Det var hårdt i begyndelsen, men nu er Asil Al-Asadi ligeglad. De kan rende og hoppe, siger hun. Det er dem, der har misforstået det hele. Hun har tænkt sig at blive ved.

Når uskylden er væk

Asil Al-Asadi kan ikke bevæge sig rundt i Kirke Helsinge, uden at nogen kommer hende løbende i møde med åbne arme, så de kan omfavne hende i et kæmpe knus. I de tre timer vi har været i Kirke Helsinge, er vi stødt på så mange mennesker, at de knap kan tælles på to hænder.

Peter Hove Olesen
Foto: Peter Hove Olesen

Dansklære Annelise Hamrum kan stadig tydeligt huske Asil Al-Asadi, selv om det er 8 år siden, hun forlod skolen.

Nu står vi der igen. Denne gang på den gamle folkeskole omringet af hendes lærere.

Asil Al-Asadi er glad. Det er mange år siden, hun forlod sin folkeskole, men ud over et nyt klatrestativ er alt det samme: de gråhårede lærere med kaffekopperne, de farverige børnemotiver på væggene, lugten af sure tæer og gamle madpakker.

Og den gamle teaterscene, hvor Asil Al-Asadi optrådte for første gang. Hun står og kigger smilende på den, inden hun træder op på scenen. Den er ikke bredere, end at hun kan krydse den med få skridt.

Hun virker malplaceret på den gamle scene. Som om hun er blev for stor til den. For voksen.

Det kan godt være, at alt er ved det gamle i Kirke Helsinge. Men Asil Al-Asadi har ændret sig. Hun er ikke længere den lille søde pige, der er god til fodbold. Når hun går rundt på børnescenen, er det tydeligt, at hendes barnlige træk for længst er forsvundet.

Peter Hove Olesen
Foto: Peter Hove Olesen

Det var på skolen i Kirke Helsinge, at Asil Al-Asadi for første gang stod på en teaterscene.

Hun hopper ned af scenen igen og går ud på gangen. Her er væggen malet på den måde, som Asil Al-Asadi beskriver Kirke Helsinge på. Med uskyldige firkantede farverige huse, runde røde æbletræer og piger, der rider på ponyer.

Fotografen spørger, om Asil Al-Asadi vil fotograferes foran væggen.

»Sådan her«, siger hun og vrikker numsen til højre, mens hun strækker venstre arm ud.

Hun står og griner lidt ad sig selv, da hendes telefon ringer. Det er hendes far, og han har en ret vild nyhed til sin datter.

»Nej! Du er hvor? Er det rigtigt!«, udbryder Asil Al-Asadi på arabisk.

Hun kigger op og næsten råber på dansk.

»Han er i Irak. Han er taget hjem. Det var helt impulsivt«, siger hun og smiler. Ikke nostalgisk. Lykkeligt.

For første gang nogensinde er Asil Al-Asadi og hendes far hjemme på samme tid.

Redaktion

Tekst: Layal Freije

Foto: Peter Hove Olesen

Layout: Kaspar Busch

Redigering: Jacob Poulsen

Korrektur: Marianne Worm

Redaktør: Anders Godthjælp Nielsen

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden