Man hører jo straks, at det er et navn, der er lavet, tillempet. De store stemmesvulmende kastratsangere fra 1700-tallet havde lige så barokke, vilde navne, den samme flirt med såvel det dæmoniske som det engleagtige. Den samme aura af noget, der er larger than life.
Adrian Angelico er mezzosopran.
Hey, det findes ikke, siger du så. Siger jeg så.
Mezzosopraner er kvinder, som synger Carmen, og en mindre række androgyne pubertære ungersvende i operaer af Richard Strauss og Mozart. Hvis en mand synger en af de store mezzoroller i klassisk opera, dem som var skrevet til kastraterne, er han kontratenor, og karakteren, han spiller, er en mand. Der blot synger som en kvinde. Det er en af kulturhistoriens ejendommeligheder, som man accepterer, fordi det lyder godt. Ligesom at der synges overhovedet. Ligesom at det var mænd, der spillede kvinder hos Shakespeare.
