Når faren taler om de store romanforfattere, han har mødt som lærer på Askov Højskole, forandrer hans stemme sig. Han taler om dem, som om de slet ikke var mennesker, som om skriften var guddommelig. Romaner læser han normalt med lineal, sætter sine snorlige streger mellem linjerne, skriver kommentarer. Faren er intellektuel, han bestemmer her, og man skal helst opdage, når han får sine tics, når blikket bliver hårdt.
Karen bevæger sig igennem stuen. Der er helt stille, og hun ser ikke farens ansigt ændre sig.
»Jeg kan ikke holde ud at se på din store røv!««, brøler han.
Ansigtet er fortrukket i væmmelse. Han ser på hende.
