Spørger man ham selv, hvem han er, vil han svare, at han er en ærlig person, også om det, der gør ondt. Han vil sige, at han elsker sine fire børn betingelsesløst. At han er grænseløst dedikeret til at fotografere verdens blinde øje. Og at han slet, slet ikke er bange for at dø.
En god ven beskriver ham sådan her for mig: At være sammen med Jan Grarup giver dig en følelse af at vokse og blive mere handlekraftig som person. Hans energi og opmærksomhed får dig til at tro, at du kan opnå, hvad du sætter dig for. At der ikke er nogen grænser.
Men der bliver også sagt mindre pæne ting om Jan Grarup. Ordet ’besværlig’ er blevet sagt ved mange andre lejligheder og med meget mindre kærlighed, end da Boris Bertram fik mikrofonen i biografsalen i Svendborg. Eksempelvis blev hans manager og nære ven Tom Tramborg af samme grund advaret imod at arbejde sammen med Jan Grarup, da de to blev samarbejdspartnere for tre år siden.
Da Jan Grarup var ansat på Politiken, fik han engang en slags forbud mod at vise sig på sportsredaktionen, efter han i protest over at skulle fotografere travhestene fra en læserklub afleverede et enkelt billede. Af én af hestene. Under billedet stod der demonstrativt: »En hest«.
