Verdensstjernen Rosalías koncert i London var ikke bare en af årets, men nok også en af årtiets største oplevelser.
Da Rosalía sidst gav koncert, var det en minimalistisk triumf på Roskilde Festival, hvor kameraets distance var en pointe. Nu er hun tilbage med et maksimalistisk show, der brænder visionært i alt sit nærvær. Pr-foto: Samir Hussein
Uden for O2 Arena i det østlige London ligner folk nogen, der er i chok.
Et lykkeligt chok, vel at mærke. Nogle står og krammer hinanden midt i menneskestrømmen mod tuben. Andre går og ryster på hovedet.
Og jeg forstår dem. Ganske enkelt fordi jeg aldrig har oplevet noget lignende.