Efter overtagelsen af regeringsmagten har Joy Mogensen dog ikke svaret klart, når det kom til at bekræfte det løfte, at besparelserne faktisk vil blive afskaffet, og i givet fald hvornår. Det fik sidst i august flere af regeringens støttepartier til at tale om »løftebrud«, hvis det ikke sker.
Så vil Joy Mogensen afskaffe de besparelser?
»Det er vi jo gået til valg på som del af den retning, vi vil tage Danmark i. Men vi har en mindretalsregering, som gerne vil gøre noget for den grønne omstilling, for sårbare børn og generelt forsøge at skabe et mere robust socialdemokratisk samfund, hvor også kulturen har meget at byde på. Men alt det kræver, at vi kan danne et flertal, så hvornår og under hvilke økonomiske rammer vi kan løse dette her, kan jeg bare ikke sige nu«.
Støtterne i den røde blok, der højlydt kræver besparelserne afskaffet, må kort sagt besinde sig på at måtte handle sig til et resultat.
