For blot få år siden blev resterne af den syriske oaseby Palmyra lagt yderligere i ruiner – af terrororganisationen IS. Det er sært, at et sted skal destrueres så grundigt, for at offentligheden kan blive mindet om det. For straks efter destruktionen blev byen genvakt i avisernes spalter og Vestens bevidsthed. Nu vidste alle, hvad Palmyra var. Det var et sted, der for næsten to tusinde år strålede i historien, men som knap nok længere eksisterer.
Alligevel kan man nu genopleve byen med dens særprægede skikke og arkæologi på en sjælden udstilling på Glyptoteket. Og hvorfor sjælden? Fordi ’The Road to Palmyra’ er så udtømmende og afvekslende sat i scene, at den formår at levendegøre et overleveret materiale, der både er fremmed for vores egen tids kultur og derudover ret ensartet. Men udstillingens store styrke er, at den så smukt varierer det, der kunne være endt som den rene skulpturelle monotoni.
I det fjerne Palmyra talte man græsk og den lokale variant af aramæisk, et sprog, som for længst er blevet tavst, og som selv ikke sprogforskere i dag formår at udtale. På dette sprog stod gravbusternes gravtekster skrevet, med navn og slægt, og dermed nærmer vi os den røde – det vil snarere sige hvide – tråd i de udstillede genstande: gravportrætterne, som blev hugget i en hvidlig kalksten, og som lukkede de dødes hvilesteder i byens nekropoler af, som et udsmykket låg afslutter en beholder.
Disse buster ejer Glyptoteket over 120 eksemplarer af, hvilket gør samlingen til den største uden for hjemlandet Syrien. For museets grundlægger, Carl Jacobsen, købte righoldigt ind af dem i 1880’erne og 1890’erne. Sært nok, eftersom gravbusterne slet ikke minder om den type værker, som bryggeren ellers samlede på, som portrætkunst fra det gamle Rom eller fransk salonskulptur fra 1800-tallets slutning.
