0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Nekrolog

Selv ved et rundt bord sad Herbert Pundik altid for enden

Hattemagerens sønnesøn, kommentatoren, globetrotteren og menneskeretsaktivisten, Politikens tidligere chefredaktør, Herbert Pundik, er død. Da han var barn i 1930’erne, »var nogle børns forældre arbejdsløse, andre børns forældre var jøder. Min far og mor var jøder«.

8. december 2019
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I Danmark hørte Herbert Pundik hjemme, i Israel havde han sit hjem.

Ingen anden chefredaktør har som han i flere årtier pendlet 3.000-4.000 kilometer mellem hjem og arbejde.

Mens han fløj frem og tilbage mellem Tel Aviv og København, tilspidsedes i Danmark en strid, der forekom ham løjerlig: om det flerkulturelle samfund kunne vælges fra eller til. Hvis nogen var flerkulturel, var det Herbert Pundik.

For andre var pendlingen en absurditet – for Pundik var kufferten et livsvilkår.

»Tro mig, at være sluppet levende ud af dette århundrede«, skrev han i Kroniken den sidste dag i 1999, »har været lidt af en bedrift for mennesker af min slags. For uden gode menneskers hjælp og en portion held har det krævet, at man var let til bens, så man kunne holde afstand til forfølgerne, indtil man var nået i sikkerhed. Det har været de brændte byers og de tørre tårers århundrede. Det er derfor, jeg med lettelse konstaterer, at århundredet er forbi. Det kunne ikke have været meget værre«.

Følte sig fri, da han fyldte 80

Pundik var kun otte år, da den spanske borgerkrig brød ud i 1936. »Det vil sige, at jeg var for ung til at melde mig som frivillig mod Franco«. Det ærgrede ham.

Da han fyldte 80, sagde han både med knastør erkendelse og nogen overraskelse, at nu følte han sig fri.

Måske for første gang.

Længe før det, da Pundik fyldte 16, vidste han ikke, om han ville blive 17.

Da han fyldte 20, vidste Pundik ikke, om han ville runde de 21.

Første gang var, da han som ung måtte flygte sammen med andre danske jøder over Øresund.

Anden gang var, da han stillede op som frivillig i Israels uafhængighedskrig i 1948.

Flere krige fulgte i 1956, i 1967, i 1973, i 1982 og 2005 – den i 1973 kostede hans ældste søn, Uri, livet.

Men netop da Pundik fyldte 80, kunne han i sin tale til 162 venner og bekendte sige:

»Nu føler jeg mig fri. Jeg er parat til at dø«.

»Det er ikke nok at overleve«

Mæt var han ikke. Han fejrede fødselsdagen ved at rejse med børn og børnebørn til Myanmar, netop mens 100.000 myanmarere demonstrerede for frihed.

Lige Pundiks stil.

Som han kaldte sit første erindringsbind: ’Det er ikke nok at overleve’. Vi skylder at leve livet, skylder at turde, for ’Du kan, hvis du tør’, som det andet bind kom til at hedde.

Pundik turde.

Han turde selv stille op som frivillig soldat.

Han turde rejse ud som reporter, hvor forsikringsselskaber skruer tariffen op.

Han turde i sin tid som Politikens chefredaktør fra 1970 til 1993 gøre ’sin’ avis til ikke blot en journalistisk ledetråd, men også et menneskeretligt fyrtårn.

Morten Langkilde
Arkivfoto: Morten Langkilde

Mens han var chefredaktør protesterede Herbert Pundik mod Ekstra Bladet, der i 1984 havde brugt et antisemitisk udtryk om daværende minister Isi Foighel.

Truede Ekstra Bladet ene mand

Lige så vigtigt, som det var for ham at sende rejsende reportere ud i alverdens brændpunkter, var det vigtigt at bruge avisens navn til at stå op imod undertrykkere, hvor han fik øje på dem – i det daværende Sovjet, i Østeuropa, i Kina, i Sydafrika.

Han var også klar til selv at stille op og ikke kun som reporter. En dag truede han Politikens lillebror, Ekstra Bladet, med ene mand at demonstrere i Vester Voldgade, hvis bladet ikke tog et antisemitisk udfald imod daværende minister Isi Foighel i sig.

Ekstra Bladet bøjede sig.

Mange år senere, da Isi Foighel døde, sagde Pundik, at det er trist, men ikke en katastrofe, når et gammelt menneske dør efter et godt, langt liv.

Historien har ikke medlidenhed med samfund, som ved overdreven tolerance har gjort det muligt for fjenden at nedbryde dem indefra og udefra

Pundik turde også indrømme, at modet kunne svigte, som det én gang gjorde, da han som frivillig i Israels første krig opgav at hente en døende kammerat under fjendens heftige spærrelinje – dér, hvor Israel fik sin smalle talje.

Hvordan vælger sådan en mand at leve livet?

Pundik ville være den sidste til at udstikke en opskrift, som om han selv havde haft en plan for vejen fra Metropolitanskolen til flygtning i Sverige til frivillig i en arabisk-israelsk krig, embedsmand i et landbrugsministerium, rejsende reporter i alverdens krige, redaktør i København og international globetrotter med det eneste stabile holdepunkt, at kæresten og hustruen hed Sussi, og at hun skulle have brev hver dag, om han så var i Kairo, København eller Kashmir.

Den tredje alder er et ’luksusproblem’

Da han i livets anden ende rundede 70, medgav Pundik i et berømt essay, ’Pensionisme’, at han blev noget overrasket, da nogen bad ham om at skrive om livet som pensionist. »Hvem? Mig?«, skrev han. Der måtte være tale om en misforståelse, en fejlekspedition fra postvæsenets side.

Han opfattede overgangen til den såkaldte tredje alder som »et luksusproblem, ligesom overvægt i den vestlige verdens forbrugersamfund. De færreste mennesker i verden har den lykke at blive konfronteret med problemet ...«.

Da læger i New York lavede en tredobbelt bypassoperation på ham, anbefalede de ham at skære ned på arbejdsbyrden og nøjes med lystbetonet arbejde. Pundik overvejede med et pauvert resultat, »fordi jeg måtte erkende, at jeg livet igennem, siden jeg redigerede skoleblad, næsten udelukkende har beskæftiget mig med lystbetonet arbejde«.

Rykkede fra hjørneværelset ind i et lille hummer

Andre ville formentlig have fundet det svært at opgive et af Danmarks mest kendte kontorer, hjørneværelset på første sal i Politikens Hus på Rådhuspladsen. Pundik, der selv havde anbefalet Tøger Seidenfaden som sin afløser, rykkede bare ovenpå til et lille hummer.

»Jeg savnede ikke privilegierne, fordi jeg aldrig vænnede mig til dem«.

Principielt havde han gjort sig klart, at de privilegier, der følger med jobbet, netop er knyttet til jobbet og hjørneværelset, ikke til manden.

Lars Hansen
Arkivfoto: Lars Hansen

I 23 år sad Herbert Pundik som Politikens ansvarshavende chefredaktør, mere end tre tusinde kilometer fra sit hjem. Kun Henrik Cavling – på væggen bag ham – sad næsten lige så længe.

I praksis skulle Pundik opleve, at autoriteten derimod var knyttet til manden, ikke til hans kontorstol. Efterspørgslen på Pundiks fortolkninger i radio og tv, i forsamlingshuse og offentlige debatmøder fortsatte uafladeligt, om han så var chefredaktør eller bare Pundik. En lille tilpas tyk mand i kakibukser og en lyseblå skjorte med en skjult propel på ryggen. Danmarks svar på Karlsson på Taget, om end optaget af andre, ikke af sig selv eller egen stil.

Pludselig var han der, pludselig var han der ikke. Til hans mere komiske udsagn var et opråb til medarbejdere, som han engang ville give et los bagi. Røflen var sådan set god nok, »Presence gives influence«. Afsenderen var mere tvivlsom: »sign. Herbert Pundik, Tel Aviv«.

Men når Pundik var til stede, var ingen i tvivl. Selv ved et rundt bord vidste enhver, at det var Pundik, som sad for enden.


Når det en dag banker på døren, er det for sent at spørge, om det er Messias eller Gestapo

Han var ked af, at hans forsonende artikel ’Selvfølgelig skal palæstinenserne også ha’ deres egen stat’ først blev skrevet og trykt som Kronik i 1979.

Ret beset havde han allerede i ugerne efter Seksdageskrigens erobringer af palæstinensiske områder i 1967 advaret (i den israelske avis Davar) imod, at Israel udartede til en amoralsk besættelsesmagt.

»Et land kan ikke have to parallelle værdisæt. Hvis man begynder at blive dobbeltmoralsk, ender man med ikke at have nogen moral overhovedet«, som han skrev i Davar.

Følte sig hjemme i Israel

Han var ikke pacifist, hverken personligt eller på Israels vegne. »Historien har ikke medlidenhed med samfund, som ved overdreven tolerance har gjort det muligt for fjenden at nedbryde dem indefra og udefra«.

Men besættelsen af Vestbredden og Gaza blev hans egen politiske skuffelse, for som han forudså i artiklen i Davar:

»Ligesom folkeslag ikke kan overleve alene på moral, kan de heller ikke overleve uden«.

Per Folkver
Arkivfoto: Per Folkver

Ingen Pundik uden Sussi – når de ikke fulgtes, fik hustruen breve. Hver dag.

Han så Israel udvikle og misbruge sin magt i de besatte områder og kritiserede det så skarpt, at en senere israelsk ambassadør kaldte ham Israels fjende nummer ét i Danmark.

I Israel følte han sig hjemme blandt de intellektuelle journalister og forfattere, som lagde stemmer til krav om, at Israel allerede for sin egen skyld måtte se at komme ud af rollen som besættelsesmagt.

I sin ugentlige klumme gennem 40 år fortolkede og kritiserede han verdens og Israels gang. På gamle dage engagerede han sig sammen med sin datter Michal også i bevægelsen Yesh Din, som hjalp palæstinensere på Vestbredden med at få klageadgang i det israelske retssystem.

Tog danske forfattere med sig på rejse i Israel

Ingen ønskede hellere end Pundik, at danske intellektuelle af hans egen slags – forfattere, kunstnere, intellektuelle – skulle forstå Israels lod.

Sidst i 1970’erne tog han derfor en samling danske forfattere med sig på rejse i »Dét, de kalder Israel« (som blev titlen på en efterfølgende bog).

»De var venlige nok, men ikke udprægede Israel-fans«, som deres israelske kollega og Pundiks private ven, forfatteren Yoram Kaniuk, skrev om de danske forfattere, blandt dem Rifbjerg:

»Men de var en vigtig del af Herbert, som kom for at besøge den anden vigtige del. Han oversatte dem til israelsk og Israel til dansk. De var modparten og hjemmet«.

De rejste Israel rundt, og måske var det et af de øjeblikke, hvor Pundik følte sig magtesløs.

Erik Petersen
Arkivfoto: Erik Petersen

Klaus Rifbjerg sammen med Herbert Pundik.

I Danmark var han berømt som redaktøren, der kunne bo i Israel. Dernede var han kendt som israeleren, der kunne være redaktør i Danmark. I København hed han Herbert Pundik, i Tel Aviv havde han taget det hebraiske navn Nahum Pundak.

Måtte som 16-årig flygte over Øresund

At være dreng i 1930’erne »var ikke lige sjovt for alle. Nogle børns forældre var arbejdsløse, andre børns forældre var jøder. Min far og mor var jøder«.

Hans bedstefar, hattemager i den russiske by Romney, hvad han gang på gang vendte tilbage til i sin egen søgen efter rødder, syede pelshuer til kosakker midt mellem pogromerne – deres morderiske kampagne mod jøder i begyndelsen af 1900-tallet.

Hattemageriet reddede deres liv. »For en kosak, som syntes, det var synd, at bedstefar skulle myrdes, fordi han syede så fine pelshatte til kosakkerne, gemte mine bedsteforældre og min far på et loft. Og da pogromen var forbi, og kosakkerne hvilede sig oven på anstrengelserne, flygtede familien til Danmark«.

Frivillig – først som flygtning i den danske brigade i Sverige, senere i Israels uafhængighedskrig 1948. Seks år senere bosatte han og Sussi Pundik sig i Tel Aviv. Jerusalem opfattede han som en gedemarked.

Sådan begyndte hans århundrede med flugt. »Uheldigt kan man sige. Og dog. 36 år efter flugten erobrede tyske soldater Romney. De jøder, der ikke slap væk med Den Røde Hær, og det var de fleste, endte i massegraven i Babij Jar uden for Kijev. Ravinen er 150 meter lang, 30 meter bred og 15 meter dyb. I løbet af to dage, den 29. og 30 september 1941, dræbte tyske soldater hjulpet af ukrainske frivillige 33.771 jøder«.

Pundik var 38 år senere selv på flugt over Øresund.

Og én gang flygtning, altid flygtning, skrev Pundik i antologien ’Ord på flugt’. Flygtning som begreb »eksisterer ikke i datidsform. Du forvinder aldrig traumet, selv om du efter selve flugten finder et nyt hjemland eller er så lykkelig, at du kan vende tilbage til dit gamle«.

Ventede ikke på guddommelig hjælp

Andre jøder fra Romney rejste som socialistiske pionerer til det daværende Palæstina for at grundlægge et socialistisk kollektiv, en kibbutz.

»De skabte historie. Det gjorde min bedstefar ikke«, konstaterede Pundik.

Set fra bedstefaderens synspunkt »kunne drømmen om Palæstina vente, til Messias kom og bankede på døren. Indtil da hastede det ikke med at forlade København ... Men når det en dag banker på døren, er det for sent at spørge, om det er Messias eller Gestapo«, mente Pundik. Desuden var det hans overbevisning, at Messias »ikke kommer til den, der bare sidder og venter på ham«.

Godt det samme. Det har ikke været Pundiks hu at sætte sig tilbage og vente på noget eller nogen som helst.

Oded Balilty/Ritzau Scanpix
Arkivfoto: Oded Balilty/Ritzau Scanpix

I Danmark var Herbert Pundik et journalistisk fyrtårn. I Israel engagerede han sig i fredsarbejdet, men han var også bare civlisten Nahum Pundak. Det var i den egenskab, han i 2012 intetanende blev fotograferet af en udenlandsk fotograf i Tel Aviv ved en demonstration til fordel for Palæstinas krav om at blive anerkendt som en selvstændig stat.

I hans artikler og bøger var den religiøse tradition ikke langt væk, selv om han personligt lagde afstand til det religiøse og pointerede forpligtelsen til selv at handle frem for at vente på guddommelig hjælp. I Kasper Jerichows portrætfilm om Pundik kaldte han Jerusalem et blasfemisk »gedemarked« og mente, at hvis Israel havde været som det verdslige Tel Aviv, havde det været det hele værd.

»At være jøde er at vide sig hjemme i enhver synagoge verden over og ikke sætte sine ben i nogen af dem«, skrev han. Og at være dansk jøde »er at høre til en af holocausts mirakuløse undtagelser og føle forpligtelsen«.

Fik Den Europæiske Fredspris

Han tog forpligtelsen på sig, både her og i Israel. I Danmark engagerede Pundik sig i flygtningehjælp og dialog mellem gammeldanskere og muslimer. I Israel gik han i sin yngste søns fodspor og involverede sig i fredsbevægelsen. Sønnen Ron Pundak var en af de to israelske historikere, som i begyndelsen af 1990’erne – bag ryggen på offentligheden og sin far – forhandlede den såkaldte Oslo-fredsaftale igennem med talsmænd for PLO, den Palæstinensiske Befrielsesorganisation.

Det gav Pundik den stolthed i Israel at blive kendt som sin søns far. Selv stiftede han sammen med israelske og arabiske kolleger Alliancen for Arabisk-Israelsk Fred, et initiativ, som førte til modtagelsen af Den Europæiske Fredspris.

En af Danmarks største journalister

I en af de skarpe sentenser, som bar Pundiks klummer, hed det: »Holocaust er blevet et akademisk studium. For jøder er det en del af deres slægtshistorie«.

Aktivist – som sønnen, så faderen. Sønnen Ron Pundak bidrog til at skabe det historiske gennembrud mellem Israel og palæstinensernes ledelse i PLO. Faderen samlede en koalition af israelske, palæstinensiske og egyptiske diplomater og intellektuelle, som bl.a. mødtes på Louisiana. Her er Pundik med Israels daværende udenrigsminister, Shimon Peres. Imellem dem står Mellemøst-korrespondenten Hanne Foighel.

Igen: For Pundik kunne det aldrig være nok at overleve. Han blev en af Danmarks største journalister, men brød gladelig alle journalistiske regler ved at blande reportage og kommentar. Han blev også en af dansk presses skarpeste kommentatorer, men brød lige så frimodigt alle principper om armslængde ved at blande principiel fortolkning med personlig aktivisme og lagde ikke skjul på, at han i sine yngre år havde tjent den israelske efterretningstjeneste.

For andre udenrigsjournalister var verden ligesom holocaust et studium, mens Pundik var nødt til at tage verden personligt – allerede fordi han vidste, at verden var kommet efter ham, efter jøderne i Romney, efter jøderne i Danmark, jøder i Israel og så videre.

»I det omfang ikke-jøder i det hele taget lægger mærke til eksempler på antisemitisme, den fordækte eller den åbne, er de tilbøjelige til at opleve tilfældene punktvis. Ikke i sammenhæng. Jøderne, derimod, ikke alle, men mange, trækker linjer mellem punkterne, og der tegner sig omridset af et gespenst fra 1930’erne og 1940’erne i Europa«.

Det var hans lektie, som han skrev i 2004, at »holocausterfaringen står som en mur mellem dem og deres ikke-jødiske omgivelser, der finder, at nu må det være nok med denne dyrkelse af holocaust ... Det er, fordi de ikke forstår den totalt formdannende indflydelse, katastrofen har haft«.

»At være jøde er en slags sindstilstand«

I dansk presse var Pundik en ener blandt reportere og redaktører og i tilskud en humanist af jødisk oprindelse. Det er næppe forkert, at faktorerne for Pundik var omvendt. Hans rodfæste og skæbne var jødisk, ud af dén historie og tradition udgik hans temperament, hans vilje og hans fortolkning af livets muligheder. Da Politiken bad ham om en afsluttende artikel til den artikelsamling, der blev udgivet ved hans 80-års dag, svarede han øjeblikkeligt: »Et credo? Tag dén, jeg skrev om at være jøde«.

Her skrev han: »At være jøde er en slags sindstilstand. Det har noget at gøre med éns sanseapparat. Nogle dage er man mere jøde end andre. Så må enhver gøre op med sig selv, hvilke dage der er de gode, og hvilke de bedre«.

»At være jøde er at have specielt udviklede nakkemuskler, så man kan se over skuldrene«.

»At være jøde er at følge den, der søger sandheden, og forlade ham, når han påstår, at han har fundet den«.

Nu er hattemagerens sønnesøn væk. Pendleren mellem Tel Aviv og København har pakket sin sidste kuffert. Det var afgørende for ham at bruge sit privilegium, sit liv, opbyggeligt. At Herbert Pundik nu er død efter sit lange, fabelagtige liv, er, som han selv ville sige, ikke en katastrofe. Men det er meget, meget trist. En kolossal inspiration vil fortsat knytte sig til Pundiks navn.

Finn Frandsen
Arkivfoto: Finn Frandsen

Herbert Pundik på sit 'hummer', efter at hjørnekontoret var blevet overladt til Tøger Seidenfaden. »Jeg savnede ikke privilegierne, for jeg vænnede mig aldrig til dem«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts