Men på med muffen og galochen. I Fischers billede af en borgerlig drøm om det frederiksbergske liv ligger sneen i dynger langs kanten af pladsen, ligesom den i dag ligger som mærkværdige bjerge af afskrabet beskidt slush ice fra den dybfrosne skøjtebane, som kommunens arbejdere i alarm-orange kedeldragter hver morgen skraber af skøjtebanens overflade.
Og fra kommunen ved man ved godt, at det koster på klimabalancen. »Frederiksberg Kommune arbejder løbende på at nedbringe CO2-udledningen, og at fryse skøjtebanen til koster på den konto« siger borgmesteren i forbindelse med, at man har sløjfet en anden skøjtebane i kommunen.
Men den på runddelen består. Vinter og jul er nemlig et erindringsmæssigt snelandskab, vi ikke vil undvære. Og det er vel det, som det egentlige CO2-regnskab handler om: balancen mellem på den ene side den nostalgiske forestilling om, hvordan vinterlivet var, og så på den anden side forestillingen om, hvordan livet bliver i en CO2-opvarmet verden. Hvad vejer tungest? Den åbentstående kummefryser af en skøjtebane eller en erkendelse af, at den hvide jul og den snefyldte vinter er en af livets ustabile faktorer, og at der siden år 1900 blot har været landsdækkende hvid jul ni gange, og at vejrliget ser ud til i fremtiden at arte sig tiltagende uforudsigeligt.
