Det er søndag eftermiddag. Den velkendte ru overflade fra den lille, blå pille med mitsubishitegnet rammer Camilla Ramonns tunge. Den finder vej ind bagest i svælget, ned i spiserøret og ned i maven, hvor dens effekt langsomt fylder hendes krop med energi. Det starter helt nede, hvor bunden af buffalostøvlernes såler rører asfalten under køen foran Sunnyside Up. 45 minutter fra nu. Så er hele kroppen fyldt. Lige i tide til at Camilla Ramonn kommer igennem køen, ind på klubben og får lagt sin jakke i garderoben.
Og som den hårdt pumpede technobas finder vej fra dansegulvets dyb, er ecstasy overalt i hendes unge lemmer, så de åbner hudens porer og hiver musikken ind i kroppen, så hver en nerve sitrer og dirrer i takt. Hun skal ind og danse. Hun skal ind og danse nu. Som hendes krop bevæger sig fortryllet ind i menneskemængden, griber hun fat i det grønne laserlys og de lilla uv-stråler. Hun maler sin krop med lysets farver. Hendes hvide kjole og top lyser fluorescerende op. Lader hende smelte sammen med den vibrerende, dansende, svedende masse af mennesker, der lige her i dette nu er ét fællesskab.
Alt omkring Camilla Ramonns første mange møder med euforiserende stoffer og særligt ecstasy var kærlighed. I knap to år var stoffer hverdag for den dengang 20-årige aalborgenser, der var flyttet til London i forsøget på at udfordre sig selv og forhåbentlig lukke det eksistentielle ensomhedshul, hun havde i maven. Et hul, hele Jomfru Ane Gade ikke kunne fylde, hvor mange gange hun end drak den tør.
Siden den danske instruktør, manuskriptforfatter og filmproducer tog sin sidste bane kokain, er der gået mere end 10 år med at bearbejde alle oplevelserne. I første omgang blev det til en bog med 350 sider renskreven dagbog fra en tid med store nedture, men lige så store opture. De sider ligger stadig gemt på hendes computer.
