Væk er han fra passagen mellem det hvidmalede, gamle Malmö Stadion, der tager sig ud som en svensk skovhytte i forhold til den moderne betonklods ved navn Eleda Stadion, hvor Sveriges største fodboldhold, Malmö Fotbollförening, , optræder nu. Klubben, der i efteråret slog FCK i København i en kamp, der blev udlagt som ’Slaget om Skandinavien’, er med sine lyseblå farver og succes en modvægt til det velkendte og triste billede af den sydsvenske storby med massiv omtale af tung kriminalitet.
Fra sin ophøjede plads mellem de brune vandpytter, der hurtigt spreder sig hen over fliserne mellem de to stadioner, den gamle og den nye fodboldverden, er det næsten, som om Zlatans efterladte fod trækkes i forskellige retninger af ubehagelige understrømme.
Som fodboldikon har Zlatan, som hele verden bare kender på fornavnet som et forunderligt, evigtungt og evigt målscorende fænomen med succes i alverdens ligaer, overskredet den klare regel om, at man ikke bare skifter klub til rivaler, hvis man ikke vil have et grisehoved smidt efter sig. Sådan som portugisiske Luis Figo fik det på Camp Nou i Barcelona, da han vendte tilbage til sin gamle hjemmebane for Real Madrid. Fodboldfans er lette at fornærme og ikke bange for at ty til selvtægt.
Som ikon for indvandrere i Malmø og Sverige er Zlatan et letangribeligt offer for det yderste højre. Og i kraft af sin flamboyante personlighed er han let at dømme efter paragrafferne i Janteloven. Alt det har placeret den både elskede og hadede figur i Malmøs malstrøm af had, utæmmet kriminalitet, mislykket integration, faldne helte, brudte idealer og svigtet loyalitet. Den slags giver ikke bare bagslag, men kan føre til, at en pompøs statue – symbolet på en usvensk storhed – saves ned i vinternattens kulde.
