Poesi
Da Italien lukkede ned: »Nu ved vi, hvor trist det er at holde en meters afstand til hinanden«
Da alle italienere mandag blev bedt om at blive hjemme på grund af coronavirussen, skrev den prisbelønnede forfatter Mariangela Gualtieri fra sin egen isolation et digt om undtagelsestilstand, som dagen efter blev sendt i landsdækkende radio.
Mandag forbød Italiens regering alle større forsamlinger og opfordrede landets indbyggere til at blive hjemme i videst muligt omfang for at bremse den accelererende coronavirus-epidemi. Et helt samfund lukkede ned, mens hospitaler meldte om vanskeligheder med at håndtere antallet af smittede.
Samme dag, i byen Cesena i norditalienske Emilia-Romagna, skrev og publicerede den prisbelønnede digter, forfatter, dramatiker og stifter af det indflydelsesrige Valdoca-teaterkompagni, Mariangela Gualtieri, et digt. Det bærer den skelsættende dato, 9. marts 2020, som titel og har siden spredt sig på internettet som billede på undtagelsestilstanden. Tirsdag læste 69-årige Gualtieri fra sit eget hjem digtet højt for sine landsmænd i national radio.
Onsdag kom store dele af danskerne til at dele vilkår med italienerne, da statsminister Mette Frederiksen lukkede Danmark.
Med tilladelse fra digteren og tidsskriftet Doppiozero bringer Politiken her digtet oversat til dansk.
Niende marts to tusinde og tyve
af Mariangela Gualtieri
Det vil jeg sige dig:
Vi skulle være standset op.
Vi vidste det. Vi kunne alle mærke,
at vi var for hektiske
i vores fremfærd. Inde i tingene.
Helt ude af os selv.
Ryste hver en ting – udnytte den.
Vi skulle være standset op,
og vi kunne ikke.
Vi skulle have gjort det sammen.
Sætte farten ned.
Men vi kunne ikke.
Det var ikke menneskeligt muligt
at holde os tilbage.
Og da dette
var et fælles, uudtalt ønske,
som en ubevidst vilje,
har vores art måske givet efter for det,
løsnet de lænker som skærmer
vores æt. Åbnet
de hemmeligste sprækker
og ladet det komme ind.
Det er måske grunden til, at det sprang
fra art til art – fra flagermusen til os.
Noget i os ville lukke helt op.
Måske, jeg ved ikke.
Nu er vi hjemme.
Der er noget forunderligt i det, der sker.
Og jeg tror, denne mærkelige tid rummer en rigdom.
Måske er den en gave.
Noget dyrebart. Hvis vi hjælper hinanden.
Der lyder et stærkt kald fra arten nu, og til arten
skal enhver henregne sig. Et skæbnefællesskab
holder os her. Vi vidste det. Men ikke godt nok.
Enten alle eller ingen.
Jorden er mægtig. I sandhed levende.
Jeg mærker den gøre sig tanker,
vi ikke kender.
Og det der sker? Vi må overveje,
om det er den, der bevæger alting.
Om den lov, der styrer universet,
om alt, hvad der sker,
er indbegrebet af den lov,
vi selv er underlagt – ganske som
hver stjerne – hver partikel i kosmos.
Hvad om mørkt stof var denne
altings sammenhæng i en livsglød,
med dødens natmand,
som kommer at bringe hver art i ligevægt.
Holde den inden for dens grænser, på plads,
styre den. Det er ikke os,
der har skabt himlen.
En vældig, ordløs stemme
byder os nu at blive hjemme, som de børn,
der er gået over stregen uden selv at forstå det
og nu hverken får kys eller kram.
Enhver midt i en opbremsning,
som fører os tilbage, måske til den sendrægtighed,
der tilhørte vores formødre og mødre.
Kigge mere op i himlen,
smøre en afdød ind i okker. For første gang bage
et brød. Nøje udforske et ansigt. Synge
et barn ganske stille i søvn. For første gang
holde en andens hånd i sin,
tydeligt mærke pagten. At vi er sammen.
En eneste organisme. Vi bærer hele arten
i os. I os selv frelser vi den.
Vi vil vende tilbage til denne berøring,
den ene hånd mod den anden,
den simple handling, der nu er os forbudt,
med en skærpet indsigt.
Mere opmærksomme, tror jeg.
Med mere nænsomme hænder vil vi tage fat på livet.
Nu ved vi, hvor trist det er
at holde en meters afstand til hinanden.
Oversættelse: Lorens Juul Madsen og Nikolaj Heltoft
Billedet i toppen af denne artikel er fra det berømte indkøbscenter Galleria Vittorio Emanuele II i Milano og er taget onsdag 11. marts af Flavio Lo Scalzo fra nyhedsbureauet Reuters.
