I dag skal den otteårige lære klokken. Jeg tager mig af undervisningen i matematik: »Her er timemanden. Han er lav og tyk og går langsomt. Og her er minutdamen. Hun er lang og hurtig«. Vi tegner et ur og klipper det ud.
Min kæreste arbejder imens, og når lektionen er ovre, tager hun timen i billedkunst, mens jeg åbner min computer og kommer i gang med arbejdet til denne artikel.
Nettet er langsomt, måske på grund af alle de mange, der sidder hjemme og arbejder eller streamer film. Min computers hukommelse er tilmed fuld og skal tømmes. Jeg føler mig som timemanden, der slæber sig af sted. Alle vegne skal der ryddes op og holdes orden.
Staten er i gang med det helt store rengøringsprojekt: at holde syge adskilt fra ikkesyge. Ikke minutiøst, blot på en måde, så den første gruppe ikke bliver for stor, så hospitalerne kan følge med. Det betyder, at funktioner og relationer, der hidtil lå spredt ude i samfundet, nu er rykket ind i vores lejlighed i en stor bunke. Skole, arbejde og fritidsfornøjelser.
