»Jeg støvsugede hele Odsherred i jagten på en neutralt udseende bil og chauffør til formålet. Endelig fandt jeg en lidt Elvis-agtig freak, som havde noget, der mindede om en rustvogn uden at være det. Den var draperet med lyserøde sæder og alt muligt, men den duede. Elvis-fyren ville gerne påtage sig opgaven. Så da Anne døde, var det ham, der kom for at hente hende«.
Vi sidder i hans garage i Roskilde. Udenfor siler sommerregnen stille ned. Omgivet af gamle plakater og fotos fra Roskilde Festival og talrige minder om alt det, han har arrangeret til glæde for andre i et langt liv, sidder Leif Skov og mindes det hårdeste arrangement, han har gennemført: sin livsledsagers død og begravelse.
»Nu sidder jeg og taler om det, som om det var en almindelig tirsdag formiddag. Men det kan jeg godt sige dig, at det var det ikke«.
Han siger det langsomt og roligt, med blikket bag brillen lagt ind i mit som den forbindelse, der opstår mellem os mennesker, når vi taler om tilværelsens tungeste emner, med ordene som den eneste lille bro af tillid mellem os.
