0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Portræt

30 år med nedværdigelser, uden at nogen greb ind

20. juni 2020
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Den ydmygende undervisning på fotoskolen Fatamorgana, Politiken i sidste uge fortalte om, har ifølge tidligere elever fundet sted i 30 år. Gennem årene vendte flere krænkede og udefrosne elever kritikken indad. Andre, der sagde fra, blev ikke hørt. Og skolens ansatte? De ville ikke udfordre lederen, Morten Bo. Nu håber tidligere elever på et opgør med fotografbranchens »machokultur«.

I 2017 stod omtrent 20 mennesker samlet i Morten Bos stue, da lederen for fotoskolen Fatamorgana præsenterede aftenens opgave. Gæsterne skulle krydre hver sin version af værtens hjemmebryggede frugtvin og stille smagsprøverne på række, så Morten Bo kunne gå til dem.

Peter Nygaard, som dimitterede fra Fatamorgana året før og nu var i praktik som fotograf på Dagbladet Information, var blandt de udvalgte tidligere fotoelever, Morten Bo havde inviteret til sin tilbagevendende vinsmagning. Da skolelederen kom til den da 25-åriges vin, spyttede han ifølge Peter Nygaard væsken ud igen.

»Han sagde, at den var udrikkelig. »Den vil så meget. Den vil den ene vej, så vil den den anden vej. Men uanset hvad den gør, bliver den en fiasko««, citerer Peter Nygaard, der i dag er 28 år.

Han var ikke i tvivl om, at den 75-årige fotografs anmeldelser var møntet mere på personerne end på vinen.

»Jeg så på de andre tidligere elever og indså, at de heller ikke turde gøre noget«.

Blandt de tilstedeværende var adskillige anerkendte fotografer. Ifølge Peter Nygaard kom en af hans veninder fra holdet med et forarget udbrud over Morten Bos kritik, hvortil skolelederen svarede, at det bare var noget, de legede.

To andre tilstedeværende bekræfter episoden, som bare er et af de eksempler på ydmygelser, Peter Nygaard har oplevet fra Morten Bo. Det fortæller han nu, efter 32 elever i sidste uge klagede til skolens bestyrelse over Fatamorganas leder og hovedlærer gennem 30 år.


Jeg så på de andre tidligere elever og indså, at de heller ikke turde gøre noget

De anklager Morten Bo for at mobbe og chikanere elever og nægte at undervise dem, der kommer på tværs af ham. Seks elever fortalte i Politiken om deres oplevelser på skolen.

Og som det var tilfældet med de seks elevers oplevelser, vil Morten Bo ikke kommentere vinsmagningen, Peter Nygaard fortæller om.

Siden klagen er opbakningen til eleverne piblet frem overalt på sociale medier. Anerkendte fotografer skriver om deres egne ubehagelige oplevelser på skolen. Andre beklager, at de ikke greb ind, men påpeger, at skolelederen gennem 30 år har stået for et uforligneligt bidrag til dansk fotografi.

I denne artikel taler Politiken med flere af de tidligere elever fra forskellige tidspunkter i skolens 30-årige historie, en lærer og en tidligere administrativ leder på skolen. De genkender, at ydmygelser, fornedrelse og grænseoverskridende undervisning siden begyndelsen har været en del af Fatamorgana.

Men hvilke konsekvenser havde undervisningsmiljøet for dem, det gik ud over? Hvordan kunne så mange kende til Morten Bos mobning uden at reagere? Og hvorfor finder de chikanerede først hinanden nu?

Noget af forklaringen er ifølge de tidligere elever isolering og skam. Men også at der er tale om en lille branche med en stor tradition for det grænseoverskridende.

Det er den tradition, der hænger om halsen på Fatamorgana nu, hvor skolens bestyrelse har besluttet sig for at rede 30 års redelighed ud og sætte en ny retning for, hvordan elever skal indvies i film- og fotokunstens hemmeligheder.

Peter Nygaard håber, at klagen giver anledning til et opgør med noget af den »machokultur«, som ifølge ham er en del af, men overhovedet ikke unik for Fatamorgana.

»Den gamle måde at møde folk på er at sparke døren så hårdt ind, at de også vælter. Så rejser du dem op igen og siger: »Du skal stå derovre, så tager jeg et billede af dig«. Det er en fucked up måde at møde mennesker på«, siger han.

Politiken har siden første artikel forsøgt at få Morten Bo i tale. Han skriver i en mail, at han »har modtaget den fulde kritik og tager den dybt alvorligt«.

Efter et møde med Morten Bo på tirsdag skal bestyrelsen tage stilling til, om den højtbesungne mesterlære, der var grundlaget for Fatamorgana i 30 år, kan overleve i 2020, hvor elever ved, at det er tilladt at sige fra.

Vil nogen lytte?

Charlotte Østervang var elev på Fatamorgana i 1995. Hun siger, at udfrysning af elever allerede dengang var en praksis for Morten Bo. Det var hende, det gik ud over, fortæller hun. Efter hun forsøgte at undgå, at Morten Bo opførte sig upassende over for hende, siger Østervang, at skolelederen nedgjorde hende og frøs hende ude. Straks efter at hun var dimitteret, søgte hun derfor væk. I dag er hun professionel fotograf. Oplevelsen af at være i miljøet står stadig klart for hende.

»Chokkene, vreden og fornemmelsen af krænkelse sætter nogle spor«, siger hun.

»Jeg tror, at jeg følte en skam over, at jeg tiltrak balladen. Jeg vendte det indad«.

Charlotte Østervang var aldrig klar over, at hun delte oplevelsen med andre.

14 år senere begyndte Simone Alexandra Ærsøe på Fatamorgana. Også hun fortæller om at blive overfuset, nedgjort og chikaneret af Morten Bo, især på baggrund af sit køn. Hun oplevede, at chikanen forplantede sig til andre elever.

Ifølge Ærsøe hev en klassekammerat under en fernisering hendes hoved tilbage ved håret og holdt det fast, imens han sagde til hende, at hun havde brug for en stærk mand, som kunne fortælle hende, hvad hun skulle gøre.

»Det skete, lige efter at Morten havde overfuset mig«, siger hun.

»Jeg tror, at eleven følte, at han kunne gøre de ting ved mig, fordi han lige havde set Morten Bo køre på mig«.

Efter at hun forlod Fatamorgana, forsøgte Simone Alexandra Ærsøe at råbe op om problemerne. Hun talte om sine oplevelser og kontaktede journalister. Aldrig med en oplevelse af at blive hørt.

»Det har føltes som at bokse i luft, fordi ingen tog det alvorligt. Jeg har følt mig meget alene med det«.

Frygten for, at ingen vil lytte, er præcis, hvad der får mange til at vægre sig ved at stå frem med deres oplevelser i traumatiserende miljøer. Det fortæller Ask Elklit, som er professor i traumepsykologi ved Syddansk Universitet. Han kender ikke Fatamorgana, men har beskæftiget sig med psykiske traumer fra undervisnings- og arbejdsmiljøer.

»Hvis man står frem og kritiserer, vil nogle sige: »Hun kunne ikke klare det, så hun stikker af, og bagefter kritiserer hun det, men måske var det i virkeligheden, fordi hun manglede evnerne«. Man står nemt med sorteper, også selv om man har gjort det rigtige for sig selv«, siger han og tilføjer, at det kan være særligt svært at sige fra i miljøer, hvor professionen er tæt forbundet til ens identitet, som den er i kunstmiljøer. Fordi man risikerer at miste alt det, man gerne vil være.

»Skal man kaste sin tid og sine drømme over bord? Det er menneskeligt rigtig svært«, siger Ask Elklit.

Et ben i hver lejr

Flere af skolens lærere har gennem årene set eller hørt om Morten Bos ydmygelse af elever uden at gribe ind.

Da Laura Eriksen som 24-årig kom ind på Fatamorganas allerførste elevhold i 1989, var hun med egne ord sådan en, der snakkede lidt jysk og fotograferede børn i hvide kjoler. En af dem, Morten Bo løftede frem.

Jeg følte en skam over, at jeg tiltrak balladen

»Jeg blev virkelig taget ind under en vinge og tog imod det«, siger hun.

»Alle havde respekt for Morten Bo. Og var lidt bange for ham. Det er jeg jo egentlig stadig i dag, det er med bævende hjerte, at jeg taler om det. Hans ord gjaldt og talte«.

Laura Eriksen oplevede først selv problemerne med skolens undervisningsmiljø, da hun i 1990 blev udnævnt til daglig leder på skolen.

I et interview med fagbladet Journalisten fra 2016 har Morten Bo selv fortalt om den dag i 1990, da han blev så »stinkende sur« på en elev, at han frøs hende ude under semestrets sidste billedgennemgang. En anden elev rejste sig op og holdt en tale til Morten Bo med budskabet: »Du er simpelthen for meget«.

Eleven er den eneste, Laura Eriksen har set stille sig op og og sige noget, fortæller hun, som selv kun overværede den sidste del af talen.

»Men der kom ikke noget ud af den«.

Hvordan reagerede du på talen som daglig leder?

»Jeg kan ikke huske, om jeg reagerede eller snakkede med Morten om det. Jeg har følt, at jeg stod med et ben i hver lejr. Jeg kunne godt se elevens projekt, og samtidig har jeg følt en loyalitet over for Morten«.

Et kraftfelt

Da tre elever i marts og april i år forlod Fatamorgana i protest over Morten Bo, klagede de over hans adfærd til Morten Nilsson, skolens nuværende direktør og daglige leder. Men de havde oplevelsen af, at Nilsson intet gjorde for at imødekomme klagen.

I et opslag på Facebook undskylder han nu, at han ikke reagerede »tilpas skarpt« over for Morten Bos behandling af nogle elever.

Dengang i 1990 opsøgte Laura Eriksen heller ikke den elev, Morten Bo frøs ude under gennemgangen.

Hvad tænker du i dag om, at talen ikke rigtig ændrede noget?

»Det var Morten, der bestemte. Jeg tror ikke, at jeg havde turdet at gøre noget, jeg havde travlt nok med at navigere i min egen relation til ham. Når man er i sådan et system, er det svært at se, hvordan tingene fungerer. Det er svært at bryde ud af det og gøre noget ved det. Til allersidst besluttede jeg mig bare for at holde mig væk og ikke være en del af det«, siger Laura Eriksen, som efterfølgende blev underviser på en anden fotografuddannelse.

Heller ikke fotograf Jens Olof Lasthein, der flere gange har været gæstelærer på Fatamorgana, har nogensinde sagt fra over for Morten Bo på elevernes vegne. I et opslag på Facebook skriver Jens Olof Lasthein, at den karismatiske kunstner har en reel kraft. Han tror, at mange elever er fortsat med at komme på skolen som gæstelærere, fordi de fortsat ville være tæt på det »kraftfelt«, skolen og Morten Bo var.

»På trods af, at vi alle (vil jeg påstå) har kendt til, eller i hvert fald anet de konsekvenser, hans despotiske sider har fået for ikke så få elever«, skriver han.

Til Politiken fortæller Jens Olof Lasthein, at han aldrig selv har overværet magtmisbrug mod eleverne. Gæstelærerne, siger han, møder sjældent Morten Bo på skolen. Han efterlader simpelthen nøglerne.

»Men jeg har hørt historier om Morten Bo ad bagveje, og jeg burde måske have undersøgt, hvor galt det var«, siger Jens Olof Lasthein.

»Det kan jeg bebrejde mig selv, at jeg ikke har gjort«.

Alle havde respekt for Morten Bo. Og var lidt bange for ham. Det er jeg jo egentlig stadig i dag

»Jeg brød helt sammen«

Peter Nygaards ubehagelige oplevelser på Fatamorgana begyndte længe ingen vinsmagningen i 2017. De er et eksempel på, at ydmygelserne af skolens elever kunne gå ud over mænd såvel som kvinder.

Peter Nygaard var tilknyttet skolen i halvandet år fra 2015, først som elev og siden som en del af en gruppe elever, der en overgang stod for skolens daglige ledelse.

Fra dag ét fascineredes han af Morten Bos evne til at tale om fotografi.

»Han er knivskarp til at afkode, dechifrere og sætte serier sammen. Han ser fantastiske ting og sammenhænge mellem, hvem du er, og hvilke billeder du tager«, siger Peter Nygaard, der i dag er i færd med at afslutte sin fotografuddannelse på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Han har stadig mavepine og koldsved, fortæller han. For selv om Morten Bo kan være fantastisk til at undervise i fotografi, har Fatamorganas skoleleder ifølge Peter Nygaard også overfuset og nedgjort ham i en grad, så han senere måtte søge hjælp for at genetablere troen på sig selv. Alene at fortælle om det gør ham utilpas.

Der var dengang til vinsmagningen, og så var der så mange andre gange. Så mange gange, at Peter Nygaard dimitterede med en overbevisning om, at Morten Bo ikke regnede ham for noget – hverken som fotograf eller menneske. Selv da han fik drømmepraktikpladsen på Dagbladet Information, fortæller han, at Morten Bos misbilligende stemme var hos ham, hver gang han tog et fotografi, tvivlede på sig selv eller fik ros for sit arbejde. I slutningen af praktikken brast stilladset omkring hans selvværd så fuldstændig sammen.

Avisen sendte ham på reportagerejse for at dække et valg i Indien. En prestigefuld opgave, et privilegie. Men Peter Nygaard kunne ikke have været mindre tilfreds med sin præstation.

»Når man arbejder kreativt, er det med en iboende tvivl om, om man har evnerne, eller om man bare hustler sig igennem. Den tvivl blev altoverskyggende«, siger han.

»Det gjorde ondt på mig at skulle vise mine billeder til Sigrid (Nygaard, fotoredaktør på Information, red.), jeg blev ved med at udskyde det«.

Hun lavede sjov med ham, som de plejede, fortæller han, indtil Peter Nygaard uden et ord rejste sig op og forlod lokalet. Senere den dag ringede hun.

»Jeg brød sammen«, siger Peter Nygaard.

De talte om hans tid på Fatamorgana og de problemer, han nu havde med at stole på sin egen dømmekraft, hvorvidt han overhovedet var noget værd som menneske. Fotoredaktøren tilbød ham at tale med avisens psykolog.

Og Peter Nygaard begyndte først at lytte, da psykologen sagde til ham, at ingen mennesker skal kunne holde til det, han blev udsat for.

Den hårde fotograf

Til holdets sidste evaluering sagde skolelederen, at selv om deres forhold havde været stormfuldt, så han potentiale i Peter Nygaard.

»Fordi Morten Bo sagde det, tænker jeg stadig indimellem, om det var min egen skyld, at det gik galt. Om det overhovedet er okay at stille mig frem og sige, at det var voldsomt. Men det er jo også sådan, manipulation fungerer«, siger Peter Nygaard.

Samtidig har han gennem tiden tænkt, at hvis han ikke råbte højt om det, han var ude for og vidne til, ville det bare fortsætte.

»Det er derfor, alle fotografer nu har det så svært med kritikken. Der ligger et ansvar på den branche, som har accepteret det i så mange år. Men det er så svært at sige fra, og jeg forstår dem, der kæmper med at forene deres gode oplevelse med kritikken nu«, siger Peter Nygaard.

Han oplever, at fotografer som for eksempel Lærke Posselt, Marie Hald og Sigrid Nygaard repræsenterer et alternativ til den hårde fotokultur, han beskriver.

»De kan nå sårbare situationer gennem tillid. Det er værd at kæmpe for«, siger Peter Nygaard.

Efter klagen over Morten Bo kom frem, har den prisvindende fotograf Lærke Posselt skrevet om sine oplevelser på skolen i et opslag på Facebook. Hun skriver, at Morten Bo smed hende ud af Fatamorgana for 16 år siden med beskeden, at hun aldrig kunne blive fotograf.

Da hun siden vandt priser og anerkendelse som kunstfotograf, dukkede hendes billede op på skolens hjemmeside blandt de talenter, Fatamorgana har udklækket. Lærke Posselt støtter elevernes klage, men ønsker ikke at medvirke i artiklen, fordi det er for sårbart for hende personligt.

Peter Nygaard ser de 32 elevers klage som en ung generations opgør med »uetiske tilblivelser af kunst«.

»Det er svært, for blandt fotografer taler man om, at hvis du vil tage et billede, hvor der er noget på spil, skal du kunne være i en situation, hvor der er noget på spil. Du får kun billedet af to mennesker, der går i seng sammen, hvis du er villig til at stille et grænseoverskridende spørgsmål«.

Mesterlærens endeligt?

Når Fatamorganas bestyrelse på tirsdag har hørt Morten Bos svar på elevernes kritik, skal de tage beslutninger om skolens fremtid.

Men hvilken fremtid? Både Peter Nygaard og de 32 elever, der skrev under på klagen til bestyrelsen, håber, at skolen overlever sammen med den individuelle undervisning, som har været dens hædersmærke. Men i en udgave, der ikke bygger på fornedrelse.

Problemet er bare, siger fotograf og gæstelærer Jens Olof Lasthein, at Fatamorgana fra dag 1 har været bygget op om dens anerkendte stifter. Uden Morten Bo på Fatamorgana tvivler Lasthein på, at skolens mesterlære kan fortsætte.

»Morten har været en magnet for elever på den skole. Når hovedkraften forsvinder, forsvinder også noget af mystikken og tiltrækningskraften, og så bliver det måske bare en almindelig skole. Jeg er bange for, at kræfterne rundt om Fatamorgana ikke er stærke nok til at holde det sammen. For Morten Bo har noget helt unikt«, siger han.

»Desværre er der bare den her bagside af det, som ikke dur«.

Jens Olof Lasthein håber dog ikke, at det er slut med den mesterlære, Morten Bo står for.

»Mesterlæren handler om, at man accepterer en autoritet. Som elev vil man gerne møde en, der stiller spørgsmålstegn ved det, man kommer med, og vender op og ned på store ting«, siger Lasthein.

»Men hvis man som mesterlærer er hård over for sine elever, har man en forbandet pligt til at samle dem op igen. Man må ikke misbruge tilliden«.

Også Nis Rømer, der er formand for Billedkunstnernes Forbund, tror på mesterlæren. Fordi det er uforligneligt at lære direkte fra en, der brillerer inden for et felt, man som elev interesserer sig for. Men, siger han:

»Et uddannelsesmiljø bliver skrøbeligt, hvis den, der sætter standarden, også er dommer over kvaliteten, for så mangler der eksterne standarder, de studerende kan forholde sig til. Jeg tror, at man kan opbygge nogle miljøer, som har for lidt ydre påvirkning«.

Sammen med en kollega skabte Laura Eriksen, den tidligere daglige leder på Fatamorgana, i 2000’erne et undervisningsforløb på konkurrenten, Københavns Film- og Fotoskole, som hun stadig driver i dag. Også her giver de eleverne individuel undervisning. Men et af deres første bud var at gøre det modsatte af Morten Bo.

»Det er jo et mærkeligt negativt grundlag, men det var vi rørende enige om. Vi ville ikke sætte os i en overherreposition som lærere. Vi ville spørge eleverne, hvad de ville. Selvfølgelig skal de presses, men jeg tror ikke på, at man skal rive ned for at bygge op«.

Foto: Mads Nissen

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden