Frida Kahlo kender de fleste, og mange vil sikkert også nikke genkendende til navnet Meret Oppenheim. I hvert fald hvis de samtidig præsenteres for Oppenheims mest berømte værk, en tekop foret med pels. Det samme kan siges om Louise Bourgeois, der er kendt for sine edderkopper.
Men hvad med Jane Graverol? Kay Sage? Toyen? Eileen Agar?
Bridget Tichenor? Remedios Vardo? Lola Álvarez Bravo? Ithell Colquhoun? Jaqueline Lamba? Emilia Medková? Valentine Penrose? Edith Rimmington? Eller syrede Unica Zürn?
Nej, vel? Men lad mig præsentere en af mine nye favoritkunstnere, førstnævnte Jane Graverol (1905-1984), der var en central figur blandt de belgiske surrealister, som også talte den langt mere kendte kunstner René Magritte. Graverol deler Magrittes forkærlighed for fikserbilleder, hvor man skiftevis ser det ene og det andet motiv, eller de smelter sammen til et helt nyt, sådan som det sker i hendes version af ’Helligånden’.
