Som et modsvar mod umyndiggørelsen indledte Britney-fans i 2019 en modstandskamp på nettet, der kalder sig #FreeBritneyMovement, og Britney har kaldt sin far i retten i håbet om at få opløst hans formynderskab. Det er den kamp for frihed, Politiken følger i denne serie.
Britneys voldsomme nedtur i 2007 var særligt spektakulær, fordi hun faldt fra den højeste tinde. Og når man ser tilbage på hendes liv frem til sammenbruddet, forstår man godt, hvordan det lige blev hende, Britney Jean Spears, der blev verdens største popstjerne.
Men man når ikke Britneys afsindige niveau af berømmelse alene. Og selv om Britney i talrige interviews har sagt, at hun vidste, hvad hun ville, fra en meget tidlig alder, er det ingen hemmelighed, at hendes forældre har bakket op omkring projektet at gøre deres ældste datter til popstjerne.
Som bare femårig gik hun på scenen og sang en salme til juleafslutning i børnehaveklassen. Herefter fulgte et væld af lokale talentkonkurrencer, og da Britney som 10-årig fik en rolle i off-Broadway-musicalen ’Ruthless!’, flyttede hun med sin mor og lillesøster til New York. Senere samme år stod hun på scenen i det landsdækkende amerikanske talentprogram ’Star Search’ og sang ’Love Can Build A Bridge’ klædt ud som en 45-årig revisor.
