For personligheden lader sig ikke beskrive i sin helhed. Så store billeder ville det tage flere liv at se sig færdig på. Eller at læse sig igennem. De store, afklarende linjer ville fortone sig i hverdagens strøm af flimmer. Og selve karakteren i det væld af nuancer og modsigelser, som virkeligheden er fuld af.
Altså forkorter og forenkler vi. Damper personen ind til nogle få karakteristiske pointer, der kan fortælles som historier. Eller i et billede. Vælger visse af virvarets streger ud på bekostning af andre. Og lader dem tjene som ambassadører for alle dem, vi lader ligge ufortalte tilbage.
Det er et portræt.
Et forsøg på at beskrive noget, som egentlig ikke dækkende kan beskrives kortfattet og enkelt. Men lader man penslen lytte lige så meget, som den taler, og ikke nødvendigvis ser sin tvivl og famlen som tegn på, at man er faret vild, men som en måde at finde vej på, kan man i glimt være heldig at strejfe noget i personen, som gør det muligt for portrættets beskuer så at sige selv at gøre billedet færdigt.
