Da hun som 16-årig første gang begyndte at få tanker om det åndelige liv, afviste hun dem i første omgang. Selv om de ofte dukkede op, når hun i sin hjemby mødte nogle af de søstre, som drev skolen, eller munke fra byens munkekloster.
»Man mødte dem i gadebilledet, og et spørgsmål begyndte at dukke op i mig, hver gang jeg så en af dem. ’Hvad med dig og et liv som ordenssøster?’. Det var, som om nogen prikkede mig på skulderen med det spørgsmål, og jeg blev så frustreret, for jeg drømte om en karriere med et job, hvor jeg skulle tjene penge nok til at tage på ferie med min familie, og jeg er selv enebarn, så jeg drømte om en stor familie med et helt fodboldhold af børn«.
Der gik nogle år, hvor hun gentagne gange spurgte sig selv, om hun virkelig ægte gerne ville træde ind i et kloster, når nu hun kunne mærke, at hun sammen med katolske søstre fik en ro og en glæde. I 1991 konverterede hun til katolicismen, og derefter begyndte hun at læse religionspædagogik.
Hun var stadig i tvivl om, hvorvidt hun skulle i kloster eller ej, og hun var så træt af at være i tvivl, at hun i 1995 besluttede sig for at rejse langt væk. Til Zimbabwe. Der var hun et år, hvor hun sammen med en anden kvinde besøgte slumkvarterer for at hjælpe, hvor der var brug for det.
