Jeg er blevet rådet til ikke at tage afsted, så desværre ikke denne gang, håber det kan lade sig gøre i fremtiden en dag«.
Den slukørede besked med tvivlsom tegnsætning e-mailede jeg til en presseperson, som nogle uger forinden havde inviteret mig til at rejse til Dubai for at besigtige kunstmessen Art Dubai. En rejse med alt betalt og baseret på den presseetisk anskuet lidt dubiøse præmis: Vi betaler gildet, du skriver, lige hvad du har lyst til.
Og jeg så det for mig. Som Carrie Bradshaw i filmen ’Sex and the City 2’, vandrende i ørkensandet iført løse gevandter, mødende en omrejsende ekskæreste, ridende på en kamel, alt imens jeg kiggede på bekostelig kunst, som kun oliemilliardærer har råd til.
Det var 9. marts, jeg trykkede ’send’ på den besked. Få dage før første lockdown. Godt en måned forinden kom beskeden om, at kunstmessen Art Basel Hong Kong ville blive udskudt til om sommeren. Åh, den søde optimisme, som rådede blandt den internationale kunstscenes aktører i coronaens tidlige dage. Mulige alternative datoer var den valuta, de store messer havde at bytte med. Håbet plantet, men skuffelserne høstet: Ingen af de helt store globale kunstmesser blev nogensinde realiseret i andet end online versioner i 2020.
