Vi er mødtes uden for Skuespilhuset, der har været hendes arbejdsplads gennem ti år. Her er pissekoldt, men vi må ikke engang komme ind. Det må ingen. Alle er hjemsendt midt i pandemien.
Johanne Louise Schmidt går et skridt baglæns ud mod vandet, der bruser under os i Inderhavnen i det centrale København, og peger op mod overetagen i Skuespilhuset, der hvor hun har sin garderobe. Vi lægger begge hovedet bagover. Der havde vi siddet, hvis ikke lige ... osv. Coronajeremiaden.
Vi har aldrig mødtes før, og det kan godt være svært at genkende skuespillere i det virkelige liv, som man kun kender fra scenen. Jeg havde undervurderet, hvordan røde krøller brænder igennem rent visuelt, så jeg genkender hende på lang afstand, selv om hun har broderparten af håret stoppet op i en strikhue.
Johanne Louise Schmidt har virkelig øjnene overalt. Jeg går ved siden af hende og kigger mine egne steder hen, men det viser sig, at hun har set det, jeg har set – plus det, kun hun har set.
