Bilen piler ad motorvejen med kurs mod Lolland, imens jeg tænker, at det at køre bil er lidt som at se en film. Filmens tid er motorens og bevægelsens tid, hvor verdens enkeltdele splatter sammen i udflydende flader.
En splattethed, som uheldsvangert tiltager på turen, hvor disen samler sig tættere og tættere om landskabet og vejen. Jeg kan ikke se en dyt, og filmen foran ruden opløser sig i en tåget skål af pisket æggehvide, som jeg ikke har lyst til at fortsætte ind i.
Derfor træffer jeg et pludseligt valg.
Jeg havde ellers tænkt mig, at næste kapitel i denne ’Turen går til kunsten i Danmarks provinsbyer’ skulle tage mig og læserne til Nakskov på Lolland. Jeg ville ned og se Christian X til hest på Axeltorv og John Kørners skulpturer blandt andet. Men vejret har opslugt landet og nu også den idé, og da jeg gennem disen øjner afkørslen mod Vordingborg – den sidste, inden jeg falder ud over Sjællands kant – drejer jeg af.
