Hvornår skal vi egentlig diskutere monarkiet igen? Jeg mindes ikke sidste gang, vi som samfund på en informeret, reflekteret og ansvarsfuld måde kørte monarkiet til eftersyn, ind på det store statsværksted, og afprøvede, om der er hestekraft i motoren; slør i rattet; om hjulene overhovedet sidder fast; om der er en skrue løs; eller en banan i udstødningen?
Den tanke kryber som kulden op ad mine ben der midt i den kolde park. Parken også kaldet Kongens Have. Kongens. Ikke folkets.
Jeg er ankommet til Odense. Og her sidder kongen på sin hest i sin have. Christian 9., konge af Danmark: »Tunge tider han fristed, Danmarks tab gik ham nær« (nok en henvisning til tabet af hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg i den anden slesvigske krig) og »I skjoldet springer løver, og hjerter står i brand«, hvisker det fra soklens inskriptioner om ham, som man kalder Europas svigerfar. Som for øvrigt havde det lidt svært med parlamentarismens indførsel i Danmark.
Opstillet i 1912 er den. Kongen døde i 1906. Han og hest er 125 procent af naturlig størrelse. Bare lige lidt større end os andre. Bare lige lidt tættere på Gud i billedhugger Aksel Hansens udgave, som findes oppe på en høj sokkel og med kongen på ryggen af en livlig og slank hest, der skuer over banelegemet med et grin om munden og med strittende opvakte ører, opmærksomt stående på sine tre ben, som rytterstatuer altid har gjort det:
