Hvem er vi, når vi igen engang dukker op fra vores hjem og mødes derude, måske mange i fællesskab, formentlig vaccineret og med nysprittede hænder? Og hvad kom vi egentlig fra, før coronaen ændrede vores liv? Er det overhovedet værd at vende tilbage til?
Idéhistorikeren Mikkel Thorup fra Aarhus Universitet har iagttaget og tænkt med, siden Mette Frederiksen lukkede Danmark ned, og udgav allerede i begyndelsen af maj sidste år Danmarks første bog om coronapandemien, ’Pandemiens tidsalder – idéhistorier om vores lange nu’. Nu er der gået det meste af et år, og Mikkel Thorup kan konkludere, at hans tidlige tanker og iagttagelser så nogenlunde er blevet bekræftet, som månederne er gået.
I bogen trak han linjer tilbage fra oplysningstiden og op til 1970’erne og derfra op til i dag. Og da corona ramte, ramte den ind i en bevægelse, der allerede var i gang, mener han.
Vi var allerede fra 1970’erne begyndt at se et skift fra en meget lang historisk periode med positive fremtidsforestillinger om, at vi kan planlægge og beslutte og arbejde os frem til et stadig bedre sted. Med mennesket som den myndige borger, der har ejendomsret og frihedsret og med sine egne midler og kunnen træder ud i det offentlige rum. Et løfterigt rum.
