Hun har hjerteformede Lolita-solbriller på og let adskilte, rødmalede læber. Og hun står blandt publikum til en koncert med Marilyn Manson og gnider sig selv i skridtet. Senere ligger hun blodig på en seng, mens Manson våger over hende. Vi ser dem også sammen i nogle temmelig livagtige sexscener.
Kvinden er skuespilleren Evan Rachel Wood. Sangen hedder ’Heart-Shaped Glasses’, og året er 2007. Marilyn Manson er teknisk set stadig gift med burleske-kunstneren Dita Von Teese, men året inden havde han indledt et forhold til den 18 år yngre Wood. »Don’t break my heart / And I won’t break your heart-shaped glasses, little girl«, synger han. Musikvideoen ender med, at de sidder i en bil, der går op i flammer, hvorefter de kører ud over en skrænt.
Tingene er sjældent særlig subtile, når det kommer til Marilyn Manson. Det samme kan man sige om det totale fald fra tinderne, som Manson har oplevet de seneste uger. Han er blevet droppet af sin manager gennem 25 år. Han er blevet opsagt af sit pladeselskab. Han er blevet fyret fra to tv-serier, han var skuespiller i.
Og det var kvinden bag Lolita-brillerne, der startede det hele.
