Det vakte stor opsigt, da forskere tilknyttet Nationalmuseet i 2015 bekendtgjorde, at Egtvedpigen i virkeligheden ikke var født og opvokset i Danmark, som man indtil da havde troet, men tværtimod kom langvejs fra, muligvis fra Schwarzwald i Sydtyskland.
Siden da har spørgsmålet om Egtvedpigens fødested fyldt en hel del blandt landets arkæologer, geologer og andre videnskabsfolk, og ideen om, at hun skulle være indvandret fra Schwarzwald, er flere gange blevet forsøgt gendrevet.
Nu mener geologer fra Aarhus Universitet, at de overbevisende kan punktere argumentationen for, at Egtvedpigen skulle være andre steder fra end netop Egtved.
