Feature
Covid med bid
Alverdens bladtegnere ser sol, måne og stjerner i coronavirussens kugleform og trækker på vores kulturfællesskab om symbolerne, fra manden med leen til mundbindet som hængekøje og vaccinenålen som våbenart.
Dagens gåde: Hvad er det, der smitter hen over alle skel og grænser mellem nationer, klasser og køn?
Jo, selvfølgelig: coronavirussen. Den, hvis virkninger FN’s sundhedsorganisation, WHO, 11. marts for et år siden officielt stemplede som en verdensomspændende epidemi.
Men der er nu også et andet fænomen, der smitter på tværs af grænser. Nemlig den humor eller galgenhumor, som den ordløse bladtegning appellerer til i os læsere. Ikke kun det lårklaskende skraldergrin, men også det mere tøvende smil, reaktionen på en overraskelse eller en eftertanke, påmindelse om et glemt håb eller en uventet punktering af en fordom.
En pandemi er vel ikke noget at spøge med? Eller? Er det netop spøgen, de fælles smil, der genopretter et håb om forståelse og en fælles vej ud af mørket?
En anskueliggørelse af dét har du på din skærm nu: bladtegninger fra medier i alle verdensdele. Grafiske kommentarer til den pandemi, der stadig grasserer kloden rundt.
Døden som bodybuilder
Epidemiens virkninger er jo alt andet end morsomme, så der skal nok være dem, der finder den slags tegninger grænseoverskridende (et i forvejen stærkt inflationstruet ord i disse tider). Og en pandemi er vel ikke noget at spøge med? Eller? Er det netop spøgen, de fælles smil, der genopretter et håb om forståelse og en fælles vej ud af mørket?
De, der mener, at krig og død samt tros- og kønsliv for enhver pris bør friholdes fra uærbødig anskuelig- eller latterliggørelse, kan i hvert fald lige så godt lukke og slukke. Altså for skærmen.
For den undgår ikke håndfaste fremstillinger af døden og truslen om samme. Ligesom under tidligere epidemier, krige og globale kriser har hele undergangens symbolregister – udviklet af tegnere siden Albrecht Dürers dage for et halvt årtusind siden – været i brug verden over for at skildre pandemien: Dødens engel, knokkelmanden, de venezianske pestlæger med næbmasker og sågar apokalypsens fire ryttere, som skal myrde løs »med sværd og sult og pest og Jordens vilde dyr«. Det nedbrændte lys, den visnede nellike og timeglasset, der løber ud … alle billedkunstens memento mori-koder har været i brug.
Et nærmest muntert eksempel på dette er den mexicanske tegners vision af Døden selv i færd med at dyrke bodybuilding – med succes.
Tegning: Kemchs. El Universal/Mexico
At vi overhovedet forstår symbolerne, er jo i sig selv en påvisning af et fællesskab, nemlig om den kulturarv af myter, sagn, eventyr og legender, de henviser til. Tegnerne bygger på en forventning om genkendelse hos læseren og arbejder også selv med association via genkendelse: Virussens kugleform minder dem for eksempel om jordkloden eller Solen, om bomber eller kanonkugler, om baderinge eller drivminer til havs – og alt det ser tegnerne før os andre. Som da den internationalt prisbelønnede Niels Bo Bojesen allerede 27. januar sidste år i Jyllands-Posten kom for skade at opfatte virus som stjernerne i det kinesiske flag. Da var virussen endnu ikke kommet til Danmark, men det kom protesterne! Fra nær og fjern, inklusive den kinesiske ambassadør her i Danmark.
Hvad vatpinden afslørede
Den ny situation skaber også nye symboler: At det netop er en brasiliansk tegner, der ser mundbindet som en hængekøje, er måske ikke tilfældigt i betragtning af præsident Jair Bolsonaros tilbagelænede syn på epidemien, indtil den nåede ham selv.
